København, 27/06/2025 - 12:41
Gul okseøje og kornvalmue hitter hos både bier og mennesker
Botanikere har samlet en liste over blomster, som insekter kan lide, og som tiltaler det menneskelige øje.
Jon G. Fuller / Vwpics/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Som haveejer kan det være svært at vide, hvilke blomsterarter man skal gå efter, hvis man gerne vil gøre noget godt for insekterne.
Men nu har botanikere udarbejdet en liste med ti bud. Listen indeholder blomsterarter, som både bier og mennesker kan lide.
Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Bag undersøgelsen står botanikere fra Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet og botanikere fra Natural Botanical Gardens i Wales.
De har gennemgået over 400 tidligere forskningsartikler om blomster og insekter.
Så har de undersøgt, hvor godt bestøvere synes om færdige blomsterblandinger.
På den baggrund har de udviklet to nye frøblandinger. Dem har de bedømt på, hvor mange insekter der besøgte dem, og på hvilken æstetisk tiltrækningskraft de har på mennesker.
Arterne tæller blandt andet almindelig røllike, ager-gåseurt, kornblomst og purpur slangehoved.
Også gul okseøje, kornvalmue, agersennep og lugtløs kamille er på listen. De to sidste er stolt kavaler og marokkansk torskemund.
Professor og botaniker Natasha de Vere fra Statens Naturhistoriske Museum siger i en pressemeddelelse, at meget viden på området er anekdotisk.
- Så der var behov for en videnskabelig tilgang, hvor vi systematisk tester, hvad der virker, for at være sikre på, hvordan vi bedst hjælper bestøvere, som er supervigtige for vores økosystemer, lyder det.
Natasha de Vere fremhæver i pressemeddelelsen, at selv små områder med blomster kan gøre en forskel.
Selv har hun en lille baggård, som ifølge professoren er fyldt med bier og svirrefluer.
- Jeg håber vores nye forskningsresultater kan bruges til at give evidensbaseret vejledning i, hvordan man udvælger plantearter – hvad enten man er haveejer, gartner i kommunen eller arbejder med at fremstille frøblandinger, siger hun.
Sidste år sendte Danmarks Biavlerforening et åbent brev til minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V). Det var ment som et nødråb.
De vilde bier har det skidt. Det skyldes, at mange af deres levesteder i læhegn og markskel er forsvundet, lød det.
Biavlerne frygter, at forholdene for bierne bliver endnu ringere, når et krav om fire procents brak står til at forsvinde i EU fra 2025.
Problemet er ifølge foreningen, at levesteder for insekter og bier mellem markerne mange steder er fjernet for at give større marker.
19 arter af bier er ifølge Danmarks Naturfredningsforening forsvundet fra Danmark. Yderligere 56 arter risikerer at uddø på kort eller lang sigt.
/ritzau/