Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Vejle, 21/07/2026 - 16:13

Mand tiltalt for vold mod tillidsvalgt fra Alternativet

Politiet mener ikke, at vold mod en tillidsvalgt mand fra Alternativet ved landsmøde var politisk motiveret.

Af: /ritzau/

En 24-årig mand er blevet tiltalt for vold mod en tillidsvalgt mand fra partiet Alternativet.

Det bekræfter Sydøstjyllands Politi tirsdag over for Vejle Amts Folkeblad.

Overfaldet skete den 10. maj til partiets landsmøde i kulturcentret Spinderihallerne i Vejle.

Her blev den tillidsvalgte mand slået i baghovedet og var efterfølgende til tjek på hospitalet. Den 24-årige er i den forbindelse blevet tiltalt efter straffelovens paragraf 244 om almindelig vold, skriver lokalmediet.

Ifølge politiet var overfaldet ikke politisk motiveret, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Den 24-årige mand blev anholdt den 24. maj i Vejle, men blev løsladt dagen efter.

Retssagen mod ham er berammet til onsdag den 12. august. Han er foruden vold mod den tillidsvalgte mand tiltalt for en række andre episoder. Det gælder blandt andet grov vold og overtrædelse af knivloven, skriver lokalmediet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek