Islamabad, 14/06/2026 - 23:48
Pakistan: Der er indgået fredsaftale mellem USA og Iran
Der har været forskellige meldinger om, hvorvidt Iran og USA søndag vil underskrive en aftale om fred.
Af: /ritzau/
Det var Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, som har mæglet i konflikten mellem USA og Iran, der var den første til at bekendtgøre, at der er indgået en fredsaftale mellem de stridende parter.
I et længere opslag på det sociale medie X sent søndag aften skrev Sharif, at begge sider har erklæret en "øjeblikkelig og permanent afslutning af alle militære operationer på alle fronter, herunder i Libanon".
Den officielle underskrivelse finder sted fredag den 19. juni i Schweiz, lyder det fra Sharif, som takker USA og Iran for landenes "engagement i at finde en diplomatisk løsning på konflikten".
- Med aftalen, der nu er på plads, vil mæglerne facilitere en række møder, skriver han og uddyber, at det drejer sig om "tekniske samtaler".
Kort efter Sharifs opslag på X skrev USA's præsident, Donald Trump, på sit eget sociale medie, Truth Social, at en aftale med Iran nu er på plads.
Krigen begyndte 28. februar, hvor USA og Israel indledte den første bølge af angreb mod Iran.
Trump har begrundet krigen med, at Iran er ved at udvikle atomvåben.
Han vil have Irans atomanlæg demonteret og fjerne landets beholdning af det radioaktive metal uran.
Under krigen er konflikten mellem Israel og Hizbollah-militsen, som holder til i Libanon, og som i årevis har været støttet af Iran, blusset op.
Der har været forskellige meldinger om, hvorvidt Iran og USA søndag ville underskrive en aftale, efter at Israel angreb Libanon, og Iran truede med gengældelse.
/ritzau/




