Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 25/01/2023 - 06:42

Russisk ambassadør: Amerikanske kampvogne vil blive ødelagt

Hvis M1 Abrams kampvogne eller andre krigsforsyninger fra Nato ender i Ukraine, vil Rusland ødelægge det.

Af: /ritzau/

Den russiske hær vil ødelægge amerikansk producerede M1 Abrams kampvogne og andet af Natos militære materiel, hvis det bliver sendt til Ukraine.

Sådan lyder det fra den russiske ambassadør i USA, Anatoly Antonov, ifølge det statsejede russiske nyhedsbureau Tass.

- Washington prøver tydeligvis helt bevidst at forvolde os et strategisk nederlag, udtaler Antonov.

- Et stigende antal af embedsmænd og eksperter i USA indrømmer - det handler om en amerikansk "proxy-krig" med vores land, siger han.

USA har hidtil tøvet med at sende nogle af de store Abrams-kampvogne til det ukrainske forsvar.

Tirsdag skrev flere medier dog, at USA - ligesom Tyskland - skulle være klar til at sende de avancerede kampvogne afsted.

Flere medier - herunder nyhedsbureauerne dpa og Reuters - erfarer derudover, at den tyske regering og forbundskansler Olaf Scholz efter længere tids overvejelser har besluttet at sende kampvogne af typen Leopard 2 til Ukraine.

Tirsdag aften var det stadigvæk ikke bekræftet officielt af den tyske regering.

Dog skriver Marie-Agnes Strack-Zimmermann, der er formand for den tyske Forbundsdags forsvarsudvalg, tirsdag aften på Twitter, at "beslutningen om at frigive og levere Leopard 2 var svær, men uundgåelig".

/ritzau/

TjekDet - faktatjek