København, 20/06/2022 - 19:27
42-årig fængslet: Sigtes for bedrageri for 307 millioner
En mand, der er sigtet for at bedrage investorer for kæmpe millionbeløb, nægter sig skyldig. Han fængsles.
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 42-årig mand nægter sig skyldig i en mistanke om at have svindlet en række investorer for mindst 307 millioner kroner.
Det meddelte han mandag eftermiddag via sin forsvarer i Retten på Frederiksberg. Her blev han fremstillet i et grundlovsforhør og varetægtsfængslet i foreløbig to uger.
Dommeren har fundet, at der er en risiko for, at han på fri fod vil vanskeliggøre efterforskningen.
Dørene ved retsmødet blev lukket, så det har ikke været muligt at høre, hvad politiet har fremlagt af beviser i sagen. Manden havde mulighed for at komme med en forklaring, men meddelte på forhånd, at han ikke ønskede det.
Den sigtede, der ankom til retsmødet iført jeans, polo og kasket, fik nedlagt et navneforbud. Derfor må man ikke komme med oplysninger, der kan identificere ham.
Anklager Magnus Petersen læste inden dørlukningen sigtelsen op. Her fremgår det, at manden mistænkes for at have svindlet mindst 42 personer eller selskaber for mindst 307 millioner kroner.
Det skal være sket i en periode på over to år. Ifølge politiet har han arbejdet sammen med endnu ukendte medgerningsmænd.
Den 42-årige blev anholdt mandag morgen omkring klokken otte i en aktion, hvor politiet ransagede på fem sjællandske adresser, som den mistænkte har tilknytning til. Der er tale om adresser i Hellerup, Gribskov, Halsnæs, Sorø og København.
Ifølge politiet har manden svindlet en række investorer, der troede, de investerede i konkursboer. Han skal have fået investorerne til at betale store millionbeløb.
Sagen opstod efter en anmeldelse fra et konkursbo.
Efterforskningen peger på, at den sigtede har lovet et stort og sikkert afkast ved investeringer i konkursboer. Men i virkeligheden har han ikke ført investeringerne videre som aftalt.
Politiet mangler stadig at gennemgå en større mængde materiale i sagen. Men allerede nu tegner der sig et mønster i, hvordan bedragerierne er foregået, oplyste politiet i en meddelelse tidligere mandag.
- Det er vores opfattelse, at investor A har indbetalt nogle penge til gerningsmanden. Investor B har gjort det samme, men de penge er derefter udbetalt til investor A for at foregive, at der er sket et afkast.
- Denne fremgangsmåde er fortsat med flere investorer, indtil der nu mangler et større millionbeløb, sagde Peter Reisz, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi.
/ritzau/