Kairo, 06/09/2026 - 01:48
Tv-vært er dømt til døden i narkosag i Egypten
Ifølge et statskontrolleret medie i Egypten blev der fundet mere end 750 kilo narko i sag mod tv-vært.
Af: /ritzau/
Den egyptiske tv-vært Sarah Khalifa er sammen med 11 andre blevet dømt til døden i en retssag om narkotika og ulovlige våben.
Det skriver flere egyptiske medier med forbindelser til staten ifølge nyhedsbureauet AFP.
39-årige Khalifa har været vært på tv-programmet "Mission Impossible", som beskæftiger sig med emner inden for sikkerhed og kriminalitet.
Sarah Khalifa ejer også en plastikkirurgisk klinik og et festplanlægningsfirma.
Dommen kan stadig ankes.
Ifølge den statskontrollerede avis Akhbar Al-Youm drejer sagen sig om mere end 750 kilo syntetisk narkotika. I to lejligheder er der desuden fundet laboratorier og ulovlige våben.
I en separat sag er Sarah Khalifa og flere andre også blevet idømt fem års fængsel for at kidnappe og overfalde en ung mand.
Ifølge egyptisk lov kan man blive dømt til døden i sager om overlagt mord, terrorisme, nogle typer af voldtægter og for smugling af narkotika.
Ifølge BBC afgjorde retten allerede for en måned siden, at de 12 tiltalte skulle idømmes dødsstraf i sagen om narkotika.
Men under egyptisk lov er det påkrævet, at retten konsulterer landets stormufti, Nazir Ayyad, i sager, hvor dødsstraf tages i brug.
Stormuftien er den øverste religiøse myndighed i Egypten.
Ifølge BBC nægter Sarah Khalifa sig skyldig.
Avisen Akhbar Al-Youm har skrevet, at hun i retten har forklaret, at hun aldrig har set narkotika i virkeligheden, før de egyptiske myndigheder tog billeder af hende sammen med de beslaglagte stoffer.
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International laver hvert år en rapport om brugen af dødsstraf på verdensplan baseret på information fra en række kilder.
Ifølge Amnesty Internationals seneste rapport blev 492 dømt til døden i Egypten i 2025, og 23 blev henrettet.
RITZAU




