Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

New York City, 14/12/2025 - 00:23

Flere personer skudt på universitet i USA

En eller flere mistænkte gerningsmænd er fortsat på fri fod, lyder det. Ofrenes tilstand er ukendt.

Mark Stockwell/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Flere personer er blevet ramt af skud på et universitet i den amerikanske delstat Rhode Island.

Det oplyser det lokale politi på det sociale medie X.

Hverken politiet eller universitet oplyser umiddelbart detaljer om ofrenes tilstand eller omstændighederne omkring skyderiet, der fandt sted på Brown University midt i eksamensperioden.

- Det er med stor beklagelse, at vi har fået bekræftet meldinger om flere skudofre, men vi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse om deres tilstand. De er blevet bragt til lokale hospitaler, skriver Brown University på hjemmesiden.

Der var tidligere lørdag eftermiddag lokal tid meldinger om en bevæbnet person på universitetsområdet. Ifølge universitetet blev der slået alarm klokken 16.22.

Først var meldingen, at en mistænkt gerningsmand var i politiets varetægt, men senere lød det, at en eller flere formodede gerningsmænd fortsat var på fri fod, skriver nyhedsbureauet AP.

Folk bliver opfordret til at blive, hvor de er, eller søge i sikkerhed, hvis det er muligt.

Universitetet skriver på deres hjemmeside, at studerende skal låse døre, sætte telefoner på lydløs og holde sig skjult.

Politi, akutlæger og redningspersonale er på stedet, skriver AFP.

Universitetet ligger syd for Boston og har omkring 11.000 studerende.

Lørdag er anden dag af eksamenerne på universitetet i efterårssemesteret, skriver AP. Universitetet skriver, at der var planlagt eksamener mellem klokken 14 og 17 lokal tid.

Brown University er en del af Ivy League, som er en gruppe af prestigefyldte universiteter i det nordøstlige USA.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, skriver på sit sociale medie Truth Social, at han er blevet orienteret om skyderiet på universitetet. Han skriver også, at det amerikanske forbundspoliti, FBI, er til stede ved gerningsstedet.

/ritzau/

København, 13/12/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Ulver Skuli Abildgaard

* Ulver Skuli Abildgaard blev født 26. juni 1955.

* Den 70-årige skuespiller blev færdiguddannet fra Odense Teater i 1984

* Han særlig kendt for sin rolle som Ulrik i komedieserien "Hjem til fem" fra 1995.

* Har spillet roller i tv-serier som "Taxa", "Sommerdahl" "Badehotellet", "De forbandede år", "Nordkraft" og Thomas Vinterberg-filmen "Kollektivet".

Kilder: DR, IMDB. 

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/12/2025 - 08:00

TV 2-stjerne: Folk bliver helt bange for mig

Ulver Skuli Abildgaard, der spiller morfar Jens i "Valdes jul - vintermiraklet", er så buldrende positiv, at folk finder det uhyggeligt, fortæller han.

God julestemning kan bringe det positive frem i selv den mest forbitrede vinterhader.

Men det kan også blive for meget af det gode, hvis man spørger Ulver Skuli Abildgaard, der er aktuel som morfaren Jens i TV 2-julekalenderen "Valdes jul - vintermiraklet".

Han er selv så positivt anlagt, at det næsten er uhyggeligt, mener han.

- Jeg buldrer nogle gange frem af positivisme - folk bliver helt bange for mig, fortæller skuespilleren, der har spillet med i tv-serier som "Taxa" og "Badehotellet".

Ifølge Ulver Skuli Abildgaard er det til tider lidt for positive sind er noget, som han har måttet arbejde med for ikke at træde sine medmennesker over tæerne.

- Fordi jeg er så buldrende, kommer jeg til at dæmpe alle mulige andre - jeg giver jo ikke andre lov. Der skal også være plads til, at andre har det, som de har, siger Ulver Skuli Abildgaard.

Det er dog noget, som er blevet bedre med alderen, fortæller den 70-årige skuespiller.

Det positive og lyse sind er også gældende for hans karakter i julekalenderen, morfaren Jens, der så småt begynder at falde for Berit, der spilles af Ina-Miriam Rosenbaum, da hun skal arbejde på den gård, han bor på.

Privat er skuespilleren godt gift på fyrretyvende år, som han selv beskriver det.

Han og konen Inger har sammen tre voksne børn, der tilsammen har seks børnebørn.

Jens og Berits juleromance viser sig blandt andet ved kopper af cafe latte, som morfaren serverer.

Og det er et kærlighedssprog, som Ulver Skuli Abildgaard også bruger.

- Hver morgen laver jeg cappuccino til min kone. Min far gjorde det for mig, da jeg var barn.

Ægteparret, der har været sammen siden 1981, har en særlig opskrift til det lange og sunde parforhold.

- Tilgivelse. Og så skal man arbejde for det, lyder det fra Ulver Skuli Abildgaard.

- Man behøver ikke at sige eller gøre noget, man skal bare være der.

Julekalenderen kan ses hver aften frem til 24. december på TV 2, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek