Teheran, 13/07/2026 - 04:56
USA gennemfører fjerde bølge af angreb mod Iran på en uge
USA's militær iværksatte søndag aften en ny bølge af angreb mod Iran. Én meldes dræbt i det sydvestlige Iran.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det amerikanske militær udførte søndag aften og natten til mandag angreb mod Iran.
Det skriver den amerikanske centralkommando, Centcom, i et opslag på det sociale medie X.
Angrebene blev indledt klokken 23 søndag aften dansk tid, fremgår det.
De skete ifølge Centcom for at svække Irans evne til at angribe civile søfolk og handelsskibe i Hormuzstrædet.
- Den øverstkommanderende har givet ordre til angrebene for at holde de iranske styrker ansvarlige, skrev kommandoen søndag aften.
Iranske statsmedier meldte ifølge nyhedsbureauet Reuters søndag aften om eksplosioner flere steder i Iran.
Det gjaldt blandt andet i kystbyerne Bandar Abbas, Sirik, Jask og på øen Qeshm. Byerne og øen ligger ved Hormuzstrædet.
Angrebene har dræbt en person og såret yderligere fire i den sydvestlige del af landet. Det skriver det statslige nyhedsbureau Irna med henvisning til viceguvernør i provinsen Khusistan Valiollah Hayati.
Det fremgår ikke, om der er tale om civile.
Centcom skriver tidligt mandag morgen på X, at kommandoen har afsluttet nattens angreb mod Iran.
- Styrkerne ramte iranske luftforsvarssystemer, kystradarer, missil- og dronekapaciteter samt mindre både ved hjælp af amerikanske kampfly, flådefartøjer, kampdroner i luften og for første gang envejskampdroner til søs, skriver Centcom.
Det er fjerde gang, at USA udfører natlige angreb mod Iran på mindre end en uge.
De tidligere angreb blev gennemført natten til onsdag, natten til torsdag og natten til søndag. Centcom meddelte søndag morgen, at det amerikanske militær har ramt mere end 300 mål i Iran under de tre første bølger af angreb.
Centcom har alle gange begrundet angrebene med Irans adfærd i Hormuzstrædet. Blandt andet har begrundelsen flere gange lydt, at Irans Revolutionsgarde (IRGC) har angrebet skibe på den centrale skibsrute.
Også tidligere søndag var der meldinger om amerikanske angreb på øen Qeshm. Det meddelte statslige iranske medier søndag eftermiddag ifølge AFP.
Samtidig skrev det amerikanske medie Axios, at USA havde angrebet flere iranske mål netop omkring Hormuzstrædet.
USA's præsident, Donald Trump, udtalte på et Nato-topmøde i tyrkiske Ankara tidligere på ugen, at han ikke længere anser et forståelsespapir mellem USA og Iran for at være gældende.
De to lande underskrev i midten af juni forståelsespapiret, der skulle bane vejen for en afslutning på konflikten, der brød ud, da USA sammen med Israel den 28. februar iværksatte luftangreb i Iran.
Iran og USA har flere gange efter underskrivelsen af forståelsespapiret beskyldt hinanden for at bryde våbenhvilen.
RITZAU




