Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/01/2026 - 12:19

Højesteret frifinder mand i sag om grove vittigheder

En mand er fredag frifundet for at have publiceret racistiske vittigheder. Landsretten kendte ham skyldig.

Af: /ritzau/

Højesteret frifinder fredag 30-årig mand for brud på straffeloven ved at publicere vittigheder på to hjemmesider.

Manden blev tidligere kendt skyldig ved både Vestre Landsret og Retten i Holstebro, hvor han blev idømt syv dages betinget fængsel.

Her blev det vurderet, at 50 vittigheder om jøder og sorte var forhånende og en overtrædelse af straffelovens såkaldte racismeparagraf.

Højesteret fandt torsdag, at udtalelserne efter deres indhold isoleret set måtte anses for forhånende og nedværdigende.

Men på baggrund af den sammenhæng, som de grove ord indgik i, fandt den, at de ikke var fremsat for at udtrykke had med det formål at skade jøder og sorte.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek