Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Roskilde, 17/07/2026 - 11:24

To drenge er sigtet for fangeflugt uden hjælp fra andre

16-årig dreng, der sad fængslet for at ville begå lejemord, er med en anden dreng sigtet for fangeflugt.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

To 16-årige drenge er blevet sigtet for at være stukket af fra en sikret afdeling, hvor de sad varetægtsfængslet.

Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi over for Ritzau.

De to teenagere flygtede onsdag fra den sikrede institution Bakkegården ved Nykøbing Sjælland, men blev fundet igen senere samme dag.

En af de to er en svensk dreng, der er tiltalt for mod betaling at være rejst til Danmark for at begå drab. Han stilles for Retten i Lyngby i august i den sag.

Både han og den anden 16-årige sidder varetægtsfængslet, men de er placeret på en sikret institution, fordi de på grund af deres unge alder ikke må være i et arresthus for voksne.

Politiet siger, at drengene var alene om at stikke af fra institutionen. Ingen andre er sigtet for at have medvirket til flugten.

Flugten fandt sted onsdag eftermiddag, hvor drengene kom ud i et område, hvor de ikke burde opholde sig, og derefter forcerede de et hegn.

Politiet fik meldingen om flugten cirka klokken 15.50 onsdag, og nogle timer senere lykkedes det betjente at pågribe drengene igen. Det skete, efter at politiet fik oplysninger om, at de måske opholdt sig på Tølløse Station.

Flere patruljer kom til stationen og kunne konstatere, at oplysningerne var korrekte. Teenagerne var der, og de blev anholdt.

Politiet vil ikke gå nærmere i detaljer om, hvordan flugten skete, siger pressetalsmand Thomas Kristensen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Bakkegården er placeret i Annebergparken nær Nykøbing Sjælland og råder over 15 sikrede pladser.

Der er tremmer for vinduerne, og yderdørene er altid aflåste, står der på en hjemmeside hos Region Sjælland, som driver institutionen.

Desuden er de udendørs havearealer indhegnet, ligesom der er videoovervågning.

RITZAU

TjekDet - faktatjek