København, 31/07/2026 - 15:01
Tre yngre mænd sigtes i sag om drabsforsøg på 19-årig
Omkring 15. juli blev 19-årig mand stukket med kniv på Kong Georgs Vej. Politiet har sigtet tre i sagen.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tre yngre mænd mistænkes for at forsøge at dræbe en mand på 19 år på Kong Georgs Vej på Frederiksberg 15. juli.
Det fremgår af sigtelsen mod mændene, som fredag blev læst op i Retten på Frederiksberg.
Her blev to af mændene fremstillet i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, men det var der ikke tilstrækkeligt grundlag for, afgjorde dommeren.
Den tredje af de sigtede, en 19-årig mand, blev fremstillet in absentia. Det vil sige, at han ikke var til stede i retten under grundlovsforhøret.
Politiet vil ikke oplyse, hvorfor manden ikke var til stede.
Metoden bruges, hvis personen er for såret eller syg til at møde op, men det er ikke tilfældet for den sigtede, oplyser Københavns Politi uden at gå i detaljer.
De tre mænd blev anholdt torsdag. Ifølge sigtelsen indfandt den 19-årige sig kort før midnat på adressen på Frederiksberg.
Lidt mere end en time senere ankom den forurettede til stedet, hvor han blev stukket ti gange eller flere med kniv forskellige steder på kroppen af den 19-årige.
De to andre sigtede mistænkes af politiet for at have givet den tredje mistænkte en telefon og for at have stået for transporten.
Forurettede kunne være kommet i livsfare, men drabsforsøget mislykkedes ifølge politiet, fordi drabsforsøget blev forstyrret af forbipasserende, og fordi offeret fik kompetent lægehjælp.
Det 19-årige offer blev efterfølgende bragt til hospitalet, hvor han modtog behandling på traumeafdelingen.
Efter knivstikkeriet var politiet til stede i området omkring Kong Georgs Vej med flere patruljebiler og politihunde.
De sigtede nægter sig alle skyldige.
Det fremgår ikke, om der er en relation mellem offeret og de tre andre mænd.
RITZAU




