Nyborg, 10/05/2026 - 16:03
43-årig mand er død efter brand i rækkehus i Nyborg
Mand blev i første omgang reddet ud af brændende hus, men hans liv stod ikke til at redde.
Robert Wengler/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 43-årig mand er afgået ved døden efter en brand i et rækkehus i Møllerparken i Nyborg.
Det skriver Fyns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update søndag eftermiddag.
Branden blev anmeldt søndag klokken 13.28.
Brandvæsenet var ifølge politiet hurtigt fremme og fik reddet den 43-årige mand ud fra det brændende hus.
Førstehjælp blev påbegyndt, men mandens liv stod ikke til at redde.
Politiet er nu i gang med at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring branden.
Branden var ifølge Fyens Stiftstidende slukket ved 15.30-tiden, og der er ifølge mediet sket betydelig skade på rækkehuset.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.
De pårørende til den afdøde mand er underrettet, oplyser politiet.
/ritzau/




