Havana, 07/07/2026 - 02:03
Havana får langsomt strømmen tilbage efter landsdækkende nedbrud
Elselskab i Cuba leverer strøm til blandt andet hospitaler, men forsyningen er langt fra genoprettet for alle.
Af: /ritzau/
Cuba er langsomt begyndt at genoprette strømforsyningen, efter at landets nationale elnet mandag blev sat ud af drift.
Sammenbruddet er det seneste slag mod øen, som i forvejen kæmper med alvorlig mangel på energi, brændstof og medicin.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Cubas nationale elselskab, Unión Eléctrica (UNE), siger, at det er i stand til at levere strøm til nogle kritiske funktioner. Det gælder blandt andet hospitaler og fødevareproduktionscentre.
Sent på eftermiddagen mandag lokal tid er det dog kun muligt for UNE at dække omkring én procent af efterspørgslen i hovedstaden Havana.
Myndighederne i Cuba har endnu ikke meldt ud, hvad der var årsagen til mandagens nedbrud.
Cuba har i månedsvis været plaget af strømafbrydelser, der har varet i timevis og på det seneste også flere dage ad gangen.
Afbrydelserne skyldes blandt andet et nedslidt elnet og en amerikansk olieblokade, som har begrænset øens adgang til brændstof.
Mandagens landsdækkende strømsvigt og den langsomme genopretning er for mange cubanere udmattende, efter de også tidligere har været plaget af de tilbagevendende strømafbrydelser.
Det medfører for mange, at det er svært at arbejde eller sove i den caribiske sommervarme, skriver Reuters.
- Se på mit ansigt, det siger det hele, siger den 57-årige Ariel Sotelo, som bor i Havana.
- Vi må bare bide det i os og holde ud, men det er ikke nemt.
RITZAU




