Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tomelilla, 28/06/2026 - 14:27

Flere tilskadekomne efter lynnedslag i sydsvensk sommerland

Flere lyn er søndag slået direkte ned i forlystelsesparken Tosselilla Sommarland i det sydlige Sverige.

50090 Johan Nilsson / Tt/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Flere personer er søndag formiddag kommet til skade, efter at et lyn slog ned ved forlystelsesparken Tosselilla Sommarland.

Parken ligger cirka 17 kilometer nord for den sydsvenske by Ystad i Tomelilla Kommune.

Tre voksne er kørt på hospitalet med ambulance. En kvinde på omkring 45 år er kommet alvorligt til skade.

Syv andre - fem børn og to voksne - har selv transporteret sig til skadestuen, med det der beskrives som lettere skader.

Lynet slog ned i forlystelsesparken ved et træ, hvor omkring ti personer befandt sig, oplyser parkens driftschef, Tommy Bauer, til TT.

– Jeg var kun et lille stykke fra træet, da jeg så lynet slå ned, og nogle i gruppen fik stykker af træet på sig. De var rystede, siger driftschefen.

Medarbejderne fik efterfølgende hjulpet gruppen af personer ind på et kontor for at behandle de tilskadekomne.

Tosselilla Sommarland skriver selv på Facebook, at man har været ramt af et kraftigt tordenvejr.

- Det har ført til en del personskader, og derfor har vi mange ambulancer på stedet.

- Vi har ingen alvorlige kvæstelser, men vil informere jer, der er bekymrede og undrer jer over, hvad der sker, skriver Tosselilla Sommarland.

Lynnedslaget kom omkring klokken 10.30, kort efter at forlystelsesparken åbnede.

Sommerlandet lukkede ikke på grund af ulykken, da tordenvejret drev videre efter et kvarters tid, lyder begrundelsen.

/ritzau/TT

TjekDet - faktatjek