Vejle, 19/06/2026 - 14:47
Mand ventes at tilstå drab og drabsforsøg i Mølholm og Vinding
Efter halvandet års tavshed har 33-årig drabssigtet forklaret sig, og anklager vil rejse tilståelsessag.
Af: /ritzau/
Efter at have dræbt sit offer med flere slag fra et koben og flere knivstik valgte en gerningsmand at skamfere liget ved at skære i det med en kniv, inden han forlod gerningsstedet.
Sådan lyder det i en sigtelse mod en 33-årig mand, som Sydøstjyllands Politi forventer, vil tilstå drabet på et retsmøde i juli, skriver anklagemyndigheden i politikredsen fredag i en pressemeddelelse.
Det var en 58-årig mand, der i slutningen af november blev fundet død på en adresse i Mølholm i Vejle.
Og med det samme rettede politiet mistanke mod den 33-årige mand, som allerede var sat bag lås og slå i en anden sag.
Den sag drejede sig om et ægtepar i Vinding nogle kilometer fra gerningsstedet i drabssagen.
Her brød en gerningsmand ind, angiveligt for at slå ægteparret ihjel, men de gjorde modstand og tilkaldte politiet, som ankom til stedet og anholdt den 33-årige mand.
Politiet og anklagemyndigheden mener, at manden havde begået drabet i Mølholm samme dag, inden han brød ind hos ægteparret.
Den 33-årige mand har siden sin anholdelse ikke villet udtale sig til politiet. Heller ikke i retten har han i lang tid villet forklare sig, og kun gennem sin forsvarsadvokat havde han ladet retten forstå, at han nægtede sig skyldig.
Men tirsdag i sidste uge kom munden på gled, og for første gang i forløbet kom han med en forklaring i sagen, som blev noteret til retsbogen.
Og det er i kølvandet på netop den forklaring, at Sydøstjyllands Politi nu har besluttet, at man vil forsøge at fremme sagen som en tilståelsessag.
Det kommer til at ske ved et retsmøde i Retten i Kolding den 10. juli.
Her skal anklageren i retsmødet vurdere, om der på baggrund af mandens forklaring kan rejses tiltale og for hvad – det vil typisk være en tiltale, der flugter med ordlyden i sigtelsen.
Dernæst skal dommeren vurdere, hvorvidt der er tale om en reel tilståelse, hvorefter der kan afsiges dom i sagen.
/ritzau/




