Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Boston, 18/08/2026 - 18:30

Dommer giver grønt lys til at sende 5000 etiopiere ud af USA

Trumps administration får lov til at ophæve beskyttelsesstatus for etiopiere, der bor og arbejder i USA.

Joseph Prezioso/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En føderal dommer har tirsdag givet grønt lys til, at Donald Trumps administration kan annullere over 5000 etiopieres beskyttelsesstatus i USA.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Distriktsdommer Brian Murphy i Boston har således besluttet at give det amerikanske ministerium for indenlandsk sikkerhed (DHS) mulighed for at ophæve den midlertidige beskyttelsesstatus, som hidtil har givet de pågældende etiopiere tilladelse til at bo og arbejde i USA.

Beslutningen er truffet, efter at USA's højesteret i juni gav Trump-administrationen mulighed for at fratage tusindvis af personer fra Haiti og Syrien deres midlertidige beskyttelsesstatus.

Den midlertidige beskyttelsesstatus forkortes TPS. Det står for Temporary Protected Status.

TPS kan tildeles personer, hvis hjemland er ramt af en naturkatastrofe, en væbnet konflikt eller andre usædvanlige hændelser. Den beskytter personerne midlertidigt mod at blive deporteret.

Etiopiere, der allerede befandt sig i USA, fik første gang den midlertidige beskyttelsesstatus i 2022 under præsident Joe Bidens administration.

Dengang var begrundelsen, at det var nødvendigt at beskytte etiopierne imod en væbnet konflikt og humanitær krise i deres hjemland.

Ministeriet for indenrigssikkerhed (DHS) under den daværende minister på området, Kristi Noem, meddelte i december sidste år, at det ville ophæve etiopiernes beskyttelsesstatus.

Ifølge ministeriet var situationen i Etiopien ikke længere så alvorlig, at det ville være farligt for etiopiske migranter at vende tilbage.

Men på anmodning fra flere etiopiere og gruppen African Communities Together blokerede dommer Brian Murphy for, at DHS ophævede etiopiernes beskyttelsesstatus.

Han vurderede, at begrundelsen for at ophæve beskyttelsen ikke var fyldestgørende. Desuden desuden ville ministeriets beslutning om ophævelsen tilsidesætte de normale lovmæssige procedurer, mente han.

Efter højesterets afgørelse i juni, som var dårligt nyt for etiopierne og andre med midlertidig beskyttelse i USA, afsagde Murphy en ny kendelse, der holdt hånden over etiopiernes beskyttelsesstatus.

Herefter vurderede han, om der var grundlag for at blive ved med at blokere for DHS' ophævelse.

Han tog blandt andet stilling til en lov fra 1990, som førte til indførelsen af den midlertidige beskyttelsesstatus. Af den fremgår det, at kun USA's justitsminister - og ikke DHS - kan ophæve migranters beskyttelsesstatus.

Dette er dog ikke et argument, der kan bruges til at bevare migranternes beskyttelsesstatus. Det er både Murphy og dommere, der har behandlet sager om andre nationaliteter den seneste tid, kommet frem til, skriver Reuters.

DHS var i øvrigt ikke oprettet, da den midlertidige beskyttelse blev vedtaget ved lov i 1990.

I sidste uge gav en anden føderal dommer lov til at ophæve den midlertidige beskyttelsesstatus for personer fra Somalia. Og tidligere i august fik USA's administration grønt lys til at annullere den midlertidige beskyttelsesstatus for personer fra henholdsvis Sydsudan og Myanmar.

RITZAU

TjekDet - faktatjek