Berlin, 22/02/2026 - 00:07
Merz vil overbevise Trump om bagsiden af præsidentens toldhammer
Told skader alle, mener Tysklands forbundskansler, som rejser til USA i marts for at tale Trump til fornuft.
Evan Vucci/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, rejser til Washington D.C. inden længe for at diskutere toldsatser med den amerikanske præsident, Donald Trump.
Merz vil tale på vegne af hele EU, når han efter planen skal mødes med Trump i begyndelsen af marts.
- Vi vil have en meget klar europæisk holdning til dette, fordi toldpolitik er et anliggende for Den Europæiske Union, ikke for de enkelte medlemsstater, siger Merz til den tyske tv-station ARD.
- Jeg vil være i Washington om lidt over en uge. Jeg vil tage til Washington med en fælles europæisk holdning, tilføjer han.
Trump indførte fredag en told på ti procent på alle lande. Det skete, efter at den amerikanske højesteret afgjorde, at Trumps omfattende toldsatser, som blev indført sidste år, var ulovlige.
Lørdag skruede Trump endnu mere op for tolden og sagde, at han vil hæve toldsatserne til 15 procent.
Den tyske forbundskansler vil forsøge at overbevise Trump om, at told ikke kun skader USA's handelspartnere.
- Jeg vil forsøge at gøre det klart for den amerikanske regering, at told skader alle, siger Merz.
Det er anden gang, at den tyske forbundskansler besøger Trump. Han var forbi Det Hvide Hus i juni sidste år.
Efter højesterets afgørelse fredag varslede Trump en generel told på ti procent, som altså nu er blevet ændret til 15 procent.
Tolden på ti procent skulle træde i kraft 24. februar og gælde i 150 dage.
Det er uklart, hvorfor tolden på 15 procent ifølge Trump - i modsætning til den tidligere annoncerede toldsats - kan træde i kraft med det samme.
Flere politikere fra Demokraterne i USA kræver penge tilbage fra Trump-administrationen, efter USA's højesteret fredag afgjorde, at Trumps forhøjede toldsatser fra sidste år er ulovlige.
/ritzau/AFP




