Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/03/2026 - 08:29

Dansk eksport til USA faldt kraftigt i januar

Højere toldsatser kan have været med til at svække den danske eksport til USA, siger cheføkonom.

Af: /ritzau/

Den samlede eksport af varer og tjenester til USA var på 25,9 milliarder kroner i januar. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Det er 8,9 milliarder kroner mindre end i december - et fald på omkring 26 procent.

Ifølge Tore Stramer, der er cheføkonom hos Dansk Erhverv, skal man passe på med at tolke for hårdt på månedudsving.

Alligevel kalder han dagens eksporttal for "grumme".

- Dagens grumme eksporttal er desværre en stor streg i regningen, der meget vel kan være et tegn på, at de højere toldsatser og svækkelsen i den amerikanske økonomi er begyndt at svække vores eksport til USA, skriver han i en kommentar.

Faldet i eksporten til USA er med til at trække den samlede danske eksport ned i årets første måned.

Den samlede eksport faldt 5,9 procent til 176,8 milliarder kroner.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek