København, 23/05/2025 - 11:10
Velkendt ansigt er ny chef for Forsvarets Efterretningstjeneste
Thomas Ahrenkiel, der også tidligere har været FE-chef, skal igen være chef for efterretningstjenesten.
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det bliver et velkendt ansigt, som skal stå i spidsen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) fra 1. september.
Thomas Ahrenkiel er udpeget som ny chef for FE, som han også var chef for i perioden 2010 til 2015.
Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Thomas Ahrenkiel afløser den fungerende chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Svend Larsen, der har posten, mens den tidligere chef Lars Findsen er hjemsendt.
57-årige Thomas Ahrenkiel kommer fra en stilling som partner og europæisk direktør i konsulentbureauet Macro Advisory Partners.
Efter at han i 2015 stoppede som chef i Forsvarets Efterretningstjeneste, blev han departementschef i Forsvarsministeriet frem til 2020. Tidligere har han haft ledende stillinger i både Statsministeriet og Udenrigsministeriet.
- Jeg glæder mig til at vende tilbage til FE og få mulighed for at bidrage til at styrke Danmarks sikkerhed, siger han i pressemeddelelsen.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) udtaler i pressemeddelelsen, at FE med Ahrenkiel får en chef med utrolig stor indsigt og erfaring på området. Han takker samtidig Svend Larsen for indsatsen som fungerende chef.
- Svend Larsen overtog ansvaret for ledelsen af Forsvarets Efterretningstjenesten på et svært tidspunkt. Han har løst opgaven til fulde - også i lyset af de udfordringer, som krigen i Ukraine har medført for Danmark og vores allierede, siger ministeren.
Den hjemsendte FE-chef, Lars Findsen, fortalte tidligere på måneden, at han havde indgået en fratrædelsesaftale med FE, som indebærer, at han stopper som chef fra udgangen af august.
Både Lars Findsen og Thomas Ahrenkiel var blandt flere medarbejdere, der blev hjemsendt efter kritik fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET). Senere fandt en kommission dog ikke grundlag for at kritisere nogen.
Under hjemsendelsen delte Findsen efter myndighedernes opfattelse strengt fortrolige oplysninger, og han blev i december 2021 anholdt og fængslet.
Sagen endte dog med at falde, da anklagemyndigheden ikke kunne få den lukkethed om retssagen, som den ønskede.
Lars Findsen får en fratrædelsesgodtgørelse svarende til tre års løn samt en ekstraordinær pensionsindbetaling. Det løber sammenlagt op i et beløb på cirka 6,5 millioner kroner, har han fortalt.
Regner man den løn med, som han får i perioden frem til fratrædelsen, hvor han er fritstillet, løber det alt i alt op i cirka 7,3 millioner kroner.
/ritzau/