Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 12/01/2023 - 00:47

Prins Harry: Pressen har skabt farlig løgn i Taliban-sag

Prins Harry har fået kritik for at dele, hvor mange han dræbte som udsendt i Afghanistan.

Af: /ritzau/Reuters

Britiske aviser og flere tidligere og nuværende militærpersoner har kritiseret prins Harry for at fortælle, at han dræbte 25 talibanere, da han gjorde tjeneste i Afghanistan.

Men spørger man prinsen, har pressen fordrejet hans ord for at kunne tage hans afsløring ud af kontekst.

Det siger han i det amerikanske talkshow "The Late Show with Stephen Colbert".

- Den farligste løgn er uden tvivl, at jeg på en eller anden måde pralede med antallet af mennesker, som jeg dræbte i Afghanistan.

- Jeg traf en beslutning om at dele det. For efter at have brugt næsten to årtier på at arbejde med veteraner fra hele verden, tror jeg, at det vigtigste er at være ærlig og være i stand til at give plads til, at andre kan dele deres oplevelser uden skam, siger prins Harry i talkshowet.

Den 38-årige prins fortæller også, at de sidste par dage har været "sårende" og "udfordrende".

Det er i hans nye bog, "Spare", at han har valgt at fortælle om, hvor mange talibanere han dræbte i Afghanistan.

Bogen, der på dansk hedder "Reserven", udkom tirsdag, men inden da var der allerede kommet flere passager frem i pressen. Det gjaldt for eksempel fortællingen om Afghanistan.

Prins Harry beskylder også sin bror - kronprins William - for at have overfaldet ham i forbindelse med en kontrovers om Harrys hustru, hertuginde Meghan.

"Reserven" er blevet yderst populær. Ifølge forlæggeren er den Storbritanniens hurtigst sælgende faglitterære bog nogensinde.

På den første dag blev der solgt knap 1,5 millioner eksemplarer i USA, Canada og Storbritannien.

Prins Harry og hertuginde Meghan trak sig i 2020 tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.

De er flyttet til Californien i USA, hvor de i dag bor med sønnen Archie på tre år og deres etårige datter, Lilibet.

/ritzau/Reuters

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek