Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/06/2025 - 08:00

Linda P: Jeg skal da også have røven i klaskehøjde

Hårde jokes komikere imellem er et udtryk for kærlighed, lyder det fra Linda P.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Den, man tugter, elsker man, lyder et gammelt ordsprog.

Og ifølge Linda P er der blandt komikere noget om snakken.

- Det er vores måde at kramme på. Jo hårdere det er, jo mere kærlighed er der nærmest - hvis Mick Øgendahl ikke har svinet mig til i hans shows, føler jeg mig helt overset. Det er jo, fordi komikere har så fucking mange issues (problemer, red.), lyder det fra Linda P.

- Vi har lidt sværere ved at sige: "Jeg har ikke så mange venner, og jeg holder af dig". Og det her er vores familie.

Linda P er endnu en gang vært på Prime Video-programmet "Roasted", hvor kendte komikere griller hinanden. I anden sæson er det Nikolaj Stokholm, Liam O'Connor, Natasha Brock, Torben Chris og Victor Lander, der på skift står for skud.

Selv om Linda P er vært på programmet, sætter hun sig til sidst selv i den varme stol.

- Jeg synes selvfølgelig også, at jeg skal have røven i klaskehøjde. Jeg synes kun, det er klædeligt, at det bliver vores tur, når standupkomikere har stået i så mange år og skudt ud af.

Da Linda P sætter sig i den varme stol, skorter det ikke med historier fra hendes tidligere liv.

De griller hende for hovedrollen i den anmeldernedsablede komediefilm "Undercover", hendes seksualitet, hendes krop, hendes tøj, hendes tidligere alkoholmisbrug og hendes fars alkoholmisbrug.

- Jeg tror, jeg nok var blevet ked af det, hvis folk gjorde det i hån. Men så længe man har fået styr på sit shit, og så længe man ved, at der er kærlighed i rummet, skal man da selvfølgelig have en over snuden, mener Linda P.

- Jeg er også totalt kampklar til den dag, Nanna (Linda P's datter fra 2020, red.) bliver gammel nok til at google alt, hvad hendes mor har lavet af lort. Jeg tror, man skal lade være at sige: "lalalala" og holde sig for ørerne.

I 2018 fortalte Linda P i erindringsbogen "Transformer" om at give sig selv en chance til.

- Jeg tror ikke, jeg har brug for, at det er på afstand. Jeg elsker at være eksemplet på, hvor galt noget kan gå og sige til unge mennesker, som skriver til mig, at de er ude i alt muligt: "Det her er, hvad der kan ske. Men hvis du snakker om, hvad der gør ondt, og hvad det er, du prøver at bedøve, kan man faktisk nå rigtigt langt".

- Det er muligt, faktisk, at have ambitioner, selv om man kommer fra noget baggrundslort. Og så var jeg jo også så heldig at have en mor, der fortalte mig, at jeg var dejlig uanset hvad, selv om det ikke var altid, jeg troede på det.

Hvis Linda P skulle roaste sig selv, ville hun slet ikke ane, hvor hun skulle begynde.

- Der er så meget ved mig, som ikke er fejl, men som er mangler. Jeg gør mig ikke særligt umage, når jeg skal være komisk, fordi jeg ér bare rimeligt klodset. Det har jeg altid været.

Skulle hun alligevel finde et sted at begynde, ville det være, hvor distræt hun mener, at hun er.

- Jeg ville slet ikke kunne holde ud at have mig som ven. Jeg sad og skulle klø mig med en kuglepen i går, og jeg havde glemt at tage den ind. Det er bare så dumt!, udbryder hun.

- Det er jo et par gange om dagen, at min telefon bliver lagt i køleskabet, fordi jeg er forvirret ... Forleden dag tog jeg mig selv i simpelthen at komme hjem fra Brugsen og stadigvæk have en tampon i hånden. Den havde jeg så ikke sat i, inden jeg gik ud ad døren for at handle. Men de vigtige ting har jeg styr på, understreger Linda P.

Det gælder først og fremmest datteren.

- Jeg er struktureret i mit arbejde og i mine planer, så jeg har så meget tid med Nanna som muligt. Og så er det vigtigt med alle de basale ting: at jeg har det godt, og at økonomien kører.

- Det er mere, når det kommer til mig selv: Det er sådan noget med at tage to forskellige sokker på eller bruge fire stegepander til at lave en bøf.

Alle afsnit af "Roasted" kan ses på Prime Video.

/ritzau/

København, 29/06/2025 - 21:05

Dansk kendispar i babylykke: Napper endnu et barn

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Komikerparret Ane Høgsberg og Lasse Madsen har fået deres andet fælles barn. Familien består også af Lasse Madsens søn fra et tidligere forhold.

Det danske komikerpar Lasse Madsen og Ane Høgsberg har ekstra meget at smile af.

Parret har fået deres andet fælles barn.

Det afslører de på Instagram med ordene: "Så kom han!".

Parret afslørede nyheden om familieforøgelsen på det sociale medie i maj.

- Vi nupper lige et barn mere! Taget i betragtning af, hvor træt jeg er i forvejen, så bliver det et spændende projekt - men jeg glæder mig!, lød det fra Lasse Madsen.

Sammen har Lasse Madsen og Ane Høgsberg sønnen Ebbe, der kom til verden i december 2020, og så består familien også af Lasse Madsens søn, Axel, fra et tidligere forhold.

- For mig er meget lykke forankret i min tryghed, når jeg ved, at Axel, Ebbe, Lasse og jeg har det godt, og at vores familier har det godt. At vi kan betale vuggestuepladsen og har mad på bordet. Det gør mig grundlæggende lykkelig. Alt andet er ekstra krymmel på kagen, sagde Ane Høgsberg til Ritzau i 2022.

31-årige Lasse Madsen og 37-årige Ane Høgsberg mødte hinanden for allerførste gang til et comedyevent i Aarhus, da han var 16 år gammel, og hun var 22.

Efter mange års venskab udviklede forholdet sig til kærlighed, da de stødte ind i hinanden til uddelingen af Tvprisen.

Juleaften 2024 friede Lasse Madsen endnu en gang til Ane Høgsberg efter at have friet første gang fem år forinden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/06/2025 - 17:17

Vild med dans-stjernes store lykke: Far for anden gang

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den professionelle danser Mads Vad og hans hustru, Nana Strand, har fået en lille pige. Sammen har parret også sønnen Xander, der kom til verden i maj 2019.

Mads Vad er brudt ud i en glædesdans.

Han og hustruen Nana Strand er blevet forældre for anden gang.

Det afslører den nybagte far i et opslag delt på Instagram.

- Fredag morgen kom verdens smukkeste Aya til verden. Vi er så taknemmelige og lykkelige for den dejligste lillesøster, som har det godt, skriver den nybagte far og sender samtidig hospitalspersonalet en kæmpe tak.

- Nu er vi pludselig fire, og Xander er blevet storebror. Vi nyder hinanden alt det, vi kan.

Mads Vad afslørede nyheden om familieforøgelsen nytårsaften 2024 til sine følgere på Instagram.

- Det bedste i vores 2024 er den lille pige, som ligger i Nanas mave og gerne vil være Xanders lillesøster. Vi glæder os så meget til sommeren 2025 og er alle fyldt op med lykke og kærlighed, jublede Mads Vad i opslaget.

Sammen har han og Nana Strand sønnen Xander, som kom til verden i maj 2019.

Han skal begynde i skole til sommer, og det nye kapitel i familiens liv har fået Mads Vad til at overveje sin fremtid i "Vild med dans". Et program, han første gang gik på gulvet i tilbage i 2006 og senest medvirkede i sidste efterår.

- Jeg vil gerne lave 17 sæsoner mere. Men der sker nogle ting, som kan betyde, at jeg nok ikke kommer til at være med i "Vild med dans". Det er nogle tanker, jeg går med, og så må vi se, hvor det lander, sagde han til Ritzau i forbindelse med sin 40-års fødselsdag i oktober 2024.

Til daglig bor familien i Aarhus-forstaden Egå. Herfra driver Mads Vad sine egne danseskoler, som han også underviser på, mens at Nana Strand, der er uddannet cand.merc i Strategic Communication fra Aarhus Universitet, arbejder med marketing og kommunikation i virksomheden Fred. Olsen 1848.

Afstanden mellem Vild med dans-studiet på Østerbro i København og familiens hjem i Jylland er blevet større og større, jo ældre Xander er blevet, fortalte Mads Vad i oktober 2024.

- Han er fem år og har fået så meget personlighed nu. Så det rammer mig virkelig på en anden måde, end jeg har prøvet før. Forleden da jeg afleverede ham i børnehaven, måtte jeg virkelig tage mig sammen. Men da jeg kom ud i bilen, begyndte jeg bare at græde.

Mads Vad og Nana Strand mødte også hinanden i Aarhus tilbage i 2014. Det afslørede Mads Vad i et opslag delt på Instagram i januar 2024.

- Ti år siden at jeg mødte hende her klokken 04 om morgenen på Mojos i Aarhus. Købte ti shots til hende og hendes veninde og et par timer senere fik jeg et telefonnummer.

Efter to års forhold friede Mads Vad til sin Nana.

- Det skete i Skagen, for den by er lidt ligesom vores helle. Jeg friede til Nana, mens vi bare var os to sammen.

- Jeg ville gerne have, at det bare var vores ting. Og så havde jeg inviteret nogle af vores venner og veninder som en overraskelse, afslørede Mads Vad et par måneder efter forlovelsen i 2016 i et interview med Ritzau.

Parret blev gift i sommeren 2018 i Holckenhavn Slotskirke i Nyborg.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 29/06/2025 - 10:00

FAKTA: Formér jordbærplanterne

* Dine jordbærplanter kan blive til flere, hvis du hjælper dem lidt på vej.

* Jordbærplanten sender små skud ud, der sætter nye rødder, hvis skuddene kommer i kontakt med jorden.

* Læg gerne en lille sten på det udløbende skud, så det rammer jorden.

* Grav eventuelt en urtepotte ned under det nye skud, så det slår rødder ned i potten. På den måde kan du nemt flytte den lille nye plante, når den har etableret sig.

Kilde: Anja Kelvin, anlægsgartner hos den almennyttige organisation Haveselskabet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 29/06/2025 - 10:00

Nip roserne, klip hækken, og trim bærbuskene i juli

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Du behøver ikke holde sommerferie fra havearbejdet. Juli måned er blandt andet et oplagt tidspunkt at finde klippegrejet frem.

Julihaven sprudler af sommerflor og indbyder dig til bare at nyde den. Trænger du til et projekt eller to, er der dog rigeligt, du kan tage dig til.

For eksempel er juli måned et godt tidspunkt at klippe hækken, lyder det fra Anja Kelvin, der er anlægsgartner hos den almennyttige organisation Haveselskabet.

- De fleste småfugle er typisk fløjet fra reden. Men hvis du ved, at der stadig bor solsorte eller andre fugle i hækken, så sørg lige for at vente, til ungerne er fløjet, siger hun.

Ved at klippe hækken i midten af juli undgår du som oftest at skulle klippe hækken igen til efteråret. Det skyldes, at hækken nu har nået sit højdepunkt for vækst og derfor ikke sender mange nye skud ud resten af sommeren.

- Hækafklippet kan du lægge ud på græsplænen og køre hen over det med græsslåmaskinen. Så kan du bruge det til at dække jorden i bedene eller under hækken. Det holder jorden fugtig i varmen, forklarer Anja Kelvin.

Dine rosenbede sætter ligeledes pris på en kærlig hånd. Nip løbende de visne blomsterhoveder og eventuelle hyben af. På den måde sikrer du en lang blomstring.

- Hvis roserne får lov til at udvikle deres frugt, stopper de med at formere sig, og det vil sige, at de stopper med at blomstre, siger hun og råder dig til at stoppe nipperiet, når kalenderen når hen i midten af august, så roserne får lov til at sætte hyben. Det vil mange småfugle sætte pris på vinteren igennem.

Gennem hele højsommeren er der i øvrigt gode betingelser for beskæring af havens frugttræer. Sårene fra beskæringen heler nemlig nemmere om sommeren, hvor der er lyst og lunt. Klippetrangen kan du med fordel tage med dig videre til bærbuskene.

- Det er godt tidspunkt at beskære solbær-, stikkelsbær- og ribsbuske nu, hvor bærrene modner, fortæller Anja Kelvin og fortsætter:

- Du får nemt ondt i ryggen af at stå foroverbøjet og plukke bær. Så er det smartere at klippe de grene af, hvor der er bær på, og sætte sig hen ved havebordet med en kop kaffe eller et glas vin og plukke bær - og så har du samtidig beskåret buskene, så de er klar til at sætte skud til næste år.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek