Washington D.C., 29/03/2026 - 20:02
Minister: Iran og USA skal snart forhandle i Pakistan
Der skal ifølge Pakistan være forhandlinger mellem USA og Iran, der dog ikke selv har bekræftet udmeldingen.
Af: /ritzau/
Pakistan skal snart være vært for forhandlinger mellem USA og Iran.
Det siger Pakistans udenrigsminister, Ishaq Dar, i en tv-transmitteret tale ifølge nyhedsbureauet AP søndag.
USA og Iran har ikke selv bekræftet udmeldingen.
- Pakistan er meget glad for, at både Iran og USA har udtrykt deres tiltro til Pakistan som mægler, siger ministeren.
Han siger, at forhandlingerne vil finde sted i de "kommende dage".
Ishaq Dars udtalelser kommer, efter at der i Islamabad har været møde med Tyrkiet, Egypten og Saudi-Arabien.
Pakistan er med relativt gode forbindelser til både USA og Iran blevet en mægler i konflikten. Landet har også tidligere spillet en rolle i forbindelse med overdragelse af et udspil fra USA.
USA er løbende kommet med udmeldinger om forhandlinger, mens Irans parlamentsformand, Mohammad Baqer Qalibaf, har beskyldt amerikanerne for at forsøge at sende positive signaler, samtidig med at de planlægger at sende soldater ind.
- Så længe amerikanerne presser på for Irans overgivelse, så er vores svar, at vi aldrig vil acceptere at blive ydmyget, har han ifølge nyhedsbureauet Reuters sag.
Krigen begyndte, da USA og Israel angreb Iran 28. februar. Siden har den spredt sig til store dele af Mellemøsten, hvor iranske angreb har ramt både Israel, Kuwait, Saudi-Arabien og flere andre lande på Den Arabiske Halvø.
Hormuzstrædet har været stort set lukket for skibstrafik, og det har sendt olie- og gaspriser i vejret.
/ritzau/




