Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Løkken, 09/07/2026 - 06:01

Mistænkelig fund på strand i Løkken var bunden af en grill

En tysk turist fandt onsdag en mistænkelig genstand, som muligvis kunne være en mine, på stranden i Løkken.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Afspærringen på en strand i Løkken i Nordjylland er fjernet efter onsdagens fund af en mulig mine.

Nærmere undersøgelser af genstanden har vist, at der var tale om en Weber-grill.

Det siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Morten Axelsen torsdag morgen, efter at Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) har undersøgt den mistænkelige genstand.

- Det var ikke en mine alligevel.

- EOD har været ude for at undersøge den genstand, man kunne se stikke op af sandet. Det viste sig at være bunden af en gammel Weber-grill, siger Morten Axelsen.

Det var ifølge Nordjyllands Politi en tysk turist, der omkring klokken 19.30 onsdag aften observerede toppen af en mistænkelig genstand i sandet på stranden.

Politiet fik derefter tilsendt en række billeder, som blev sendt videre til EOD.

Vagtchef Morten Axelsen siger, at det umiddelbart var svært at afgøre, om der var tale om en mine.

- Det skal retfærdigvis siges, at bunden af sådan en grill ligner en gammel sømine fra Anden Verdenskrig ret meget. Men der var ikke noget farligt i det, siger vagtchefen.

Onsdag aften blev der sat afspærringer op, og Nordjyllands Politi henstillede til, at badende gæster, sejlere og surfere respekterede en sikkerhedsafstand på 200 meter til vands ved Ndr. Strandvej.

Afspærringen er torsdag morgen fjernet.

- Vi er helt færdige. Afspærringen er væk. Man kan færdes på stranden, ligeså tosset man vil, siger Morten Axelsen.

RITZAU

TjekDet - faktatjek