København, 11/08/2025 - 10:38
Rekordmange vil giftes ved første blik på DR
Det har ikke skræmt seerne, at de fleste af ægteskaberne, der bliver indgået i DR-eksperimentet "Gift ved første blik", ender i skilsmisse.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Ti singler siger ja til at smede sig sammen med en komplet fremmed i DR-programmet "Gift ved første blik" i håbet om, at det viser sig at være den eneste ene.
Det er 11. gang, at eksperimentet ruller over skærmen. Selv om størstedelen af ægteskaberne, der er blevet indgået i de foregående ti sæsoner, er endt i skilsmisse, har 938 personer i år ansøgt om at deltage i eksperimentet.
Det er rekordmange, oplyser DR i en pressemeddelelse.
Blandt årets deltagere er den 32-årige lektor Amalie fra København, den 56-årige pædagogiske medarbejder Jan fra Faxe og 31-årige Otto, der er kreativ konsulent for Moderaterne samt forfatter, musiker og podcastvært.
Ligesom i de seneste to sæsoner er de fem par blevet matchet af psykolog Eivind Harbeck Johansen og Trine Hjorth Bønnerup, der har specialiseret sig i parterapi.
Deltagerne har været igennem en personlighedstest og har haft dybdegående samtaler med de to psykologer.
Deltagerne har også besvaret spørgeskemaer, og venner og familie har fortalt, hvordan de oplever dem.
Derudover har folk fra produktionen været på hjemmebesøg hos dem.
På den måde er der lavet en 360 graders screening af alle medvirkende, lyder det fra DR.
Skilsmissestatistikken er tårnhøj i programmet, selv om det da er blevet til kærlighed og siden familieforøgelse for nogle af parrene i de foregående sæsoner.
Ifølge Trine Hjorth Bønnerup, der har været med til at matche parrene i år, har årets ti singler arbejdet med deres egne mønstre i mødet med deres match.
- De evner at kigge indad fremfor udad, og de forpligter sig frem for at lægge en kritisk distance eller skynde sig videre, siger psykologen til DR og fortsætter:
- De udfordrer deres egne forestillinger om kærligheden og det ansvar, de selv har, når det kommer til at udvikle et parforhold. Derfor finder de også modet til at gå ind i kommunikationen med hinanden, når noget knaser.
11. sæson af "Gift ved første blik" har premiere på DRTV og DR1 torsdag 21. august.
/ritzau/