København, 17/10/2025 - 14:13
Fotografer ser prinsebilleder som voldsomt og tydeligt redigerede
Kongehuset offentliggjorde onsdag en portrætserie af kronprins Christian, som ifølge fotografer er redigeret.
Af: /ritzau/
Den nye portrætserie af kronprins Christian er blevet retoucheret af kongehuset i sådan en grad, at fotografer kalder det for voldsomt og meget tydeligt.
Det vurderer blandt andre fotograferne Petra Kleis og Søren Pagter, som også er den faglige leder af fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Billederne af kronprinsen, der blandt andet binder et slips og læner sig op ad en dørkarm, blev offentliggjort af kongehuset onsdag i forbindelse med hans 20-års fødselsdag.
Petra Kleis siger til Politiken, at hun særligt lægger mærke til huden under kronprinsens øjne på nogle af billederne.
Her påpeger hun, at det har en anden tekstur og tone end huden i resten af ansigtet.
- Det har fået lov at blive på nogle af billederne, men er blevet helt fjernet fra andre. Det er der ikke noget unormalt i, det er bare dårligt arbejde og derfor meget tydeligt, siger hun og tilføjer, at huden ligner marcipan.
Søren Pagter siger til Berlingske, at der i hans øjne ikke er nogen tvivl om, at billederne er blevet retoucheret - og kalder redigeringen "for voldsomt".
- Med sådan en redigering fjerner man netop muligheden for den identifikation, som folk gerne vil have. Det ødelægger muligheden for at identificere sig med kongehuset og i dette tilfælde kronprinsen, siger han til mediet.
Kongehuset skriver på sin hjemmeside, at deres billeder aldrig manipuleres. Hvad der ligger i ordet "manipuleres" oplyses ikke.
- I visse tilfælde foretages justering af lys, farver og kontrast. Billedernes indhold ændres ikke, lyder det videre på hjemmesiden.
Kongehuset har ingen kommentarer til kritikken eller billederne af kronprinsen - heller ikke til hvorvidt billederne er blevet redigeret og i hvilket omfang, oplyser det til Ritzau.
Kongehuset har tidligere tiltrukket sig opmærksomhed, hvad angår redigeringen af deres billeder.
Det skete, blandt andet i forbindelse med at de kongelige tvillinger Vincent og Josephine fyldte 13 år i januar sidste år.
Her skrev kongehuset i første omgang, at der var tale om et "nyt billede" af tvillingparret.
Efterfølgende blev det rettet til, at der "blev bragt et billede". Flere medier berettede, at billedet var photoshoppet fra et gammelt billede.
Det oprindelige billede var et gruppebillede af hele den kongelige familie.
Her stod prins Vincent længst mod venstre flankeret af sin mor, dronning Mary.
Prinsesse Josephine stod til gengæld længst til højre - ved siden af sin søster, prinsesse Isabella.
På fødselsdagsbilledet, der blev offentliggjort ved deres 13-års fødselsdag, der både blev lagt på Instagram og kongehuset hjemmeside, stod de to tvillinger ved siden af hinanden.
Kongehuset har aldrig kommenteret kritikken fra dengang eller be- eller afkræftet, at billedet skulle være photoshoppet.
/ritzau/