København, 20/01/2024 - 09:58
Tre er anholdt efter 27-årig mands død i Hørsholm
De pårørende er lørdag morgen blevet underrettet om mands død, oplyser Nordsjællands Politi.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tre personer er blevet anholdt af politiet i forbindelse med en 27-årig mands død i Hørsholm natten til lørdag.
Det oplyser Nordsjællands Politi lørdag formiddag.
I første omgang har politiet betegnet sagen fra Rugvej som et mistænkeligt dødsfald.
De to mænd og den kvinde, der var til stede på adressen, er blevet anholdt for at sikre deres tilstedeværelse, mens undersøgelsen står på, oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi.
Efterforskningen i sagen har stået på natten igennem, og lørdag morgen oplyser politiet, at undersøgelserne blandt andet består i, at politifolk med hunde er i området.
Det var ved tretiden, at politiet modtog et alarmopkald om sagen, oplyser politiet.
/ritzau/




