Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/02/2026 - 01:55

Enhedslisten kræver formueskat i bytte for støtte til rød regering

Enhedslisten vil have genindført formueskatten, hvis partiet skal lægge mandater til en rød regering.

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Formueskatten skal genindføres, hvis Enhedslisten skal lægge mandater til en rød regering efter et kommende folketingsvalg.

Det siger partiets politiske ordfører, Pelle Dragsted, i et interview med avisen Berlingske.

I praksis vil ordføreren og partiet have et såkaldt forståelsespapir, hvis det igen skal lægge mandater til en rød regering.

- Den aftale skal indeholde en forpligtelse til at modarbejde uligheden. Det er et ultimativt krav for os, at uligheden bliver adresseret. Det kan gøres på mange måder, siger han til Berlingske og tilføjer:

- Men vi vil rejse krav om at indføre en formueskat.

Helt konkret vil partiet beskatte formuer på over 35 millioner kroner med én procent om året.

Enhedslisten definerer formue som formue fratrukket gæld, herunder likvide midler, værdipapirer, unoterede aktier, boliger og pensionsopsparing, skriver Berlingske.

Venstrefløjspartiet vurderer, at forslaget vil ramme omkring 14.000 personer.

Beregninger fra Skatteministeriet viser ifølge Berlingske, at formueskatten årligt vil bidrage med omkring 10 milliarder kroner til statskassen.

Milliarderne vil Enhedslisten bruge på at halvere momsen på fødevarer, mens partiet helt vil fjerne momsen på frugt og grønt.

En genindførelse af formueskatten er flere gange blevet foreslået af Enhedslisten, siden skatten blev afskaffet som en del af en større skattereform i 1997.

Det skete også, mens Poul Nyrup Rasmussen (S) var leder af en mindretalsregering bestående af Socialdemokratiet og De Radikale.

I december sagde Pelle Dragsted til DR og Politiken, at Enhedslisten kun vil pege på Mette Frederiksen (S) som kongelig undersøger eller statsminister, hvis hun lover at gå efter en rød regering ved det kommende folketingsvalg.

Der skal senest afholdes valg til folketinget den 31. oktober i år.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek