Washington D.C., 18/04/2026 - 03:28
USA forlænger tilladelse til køb af russisk olie strandet til søs
Lande kan frem til 16. maj købe russisk olie, der er blevet lastet, uden at løbe ind i amerikanske sanktioner.
Af: /ritzau/Reuters
USA's præsident Donald Trumps administration har udstedt en midlertidig tilladelse, der gør det muligt for lande at købe sanktioneret russisk olie og petroleumsprodukter, der er strandet til søs.
Det fremgår af et dokument, som er blevet delt på det amerikanske finansministeriums hjemmeside.
Det sker i et forsøg på at kontrollere de globale energipriser, der er steget under krigen mod Iran.
Tilladelsen gælder køb af olie, der er blevet lastet på skibe frem til fredag. Den udløber 16. maj.
Dispensationen til køb af russisk olie er en forlængelse af en lignende tilladelse, der tidligere er blevet udstedt af finansministeriet. Den udløb den 11. april efter 30 dage.
Forlængelsen kommer, efter at finansminister Scott Bessent onsdag til journalister sagde, at USA ikke ville forlænge tilladelsen.
Tilladelsen betyder, at andre lande ikke møder amerikanske sanktioner, hvis de køber den russiske olie, der allerede er blevet lastet.
/ritzau/Reuters




