Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/03/2026 - 12:53

Boje blev advaret om nyligt ekskluderet medlem i november

Borgernes Parti ekskluderede lørdag det nyvalgte folketingsmedlem Jacob Harris.

Af: /ritzau/

Borgernes Parti blev i november sidste år advaret om en eventuel sag om det nyligt ekskluderede medlem Jacob Harris.

Det fortæller partiets formand, Lars Boje Mathiesen, mandag på et pressemøde, efter at Jacob Harris lørdag blev ekskluderet.

Det skete blandt andet, efter at mediet Finans torsdag skrev, at en kurator har indstillet Harris og hans hustru til konkurskarantæne.

Kurator Morten Bjerregaard har vurderet, at "der er grundlag for politimæssig efterforskning" mod de to, der på papiret ejede byggeselskabet Krokodille Aps, som sagen drejer sig om.

Det lyder mandag fra Lars Boje Mathiesen, at partiet beder Jacob Harris om at redegøre for sagen, da partiet første gang bliver gjort bekendt med dele af den.

Blandt andet ved at bede Harris underskrive en erklæring, om at Arbejdstilsynet har været forbi hans virksomhed, men "at alt er i orden".

Det gør Harris ifølge Boje Mathiesen.

Partiet får så endnu en henvendelse i marts, hvor partiet vælger at trække Harris ind til en samtale og bede ham anskaffe en revisorerklæring, advokaterklæring og også en politierklæring, hvor han skal fremvise, at der ikke er nogle verserende sager mod ham.

Det frembringer Harris ifølge partiformanden.

Boje Mathiesen bliver spurgt, om det var en fejl at lade Jacob Harris opstille som folketingskandidat for partiet.

Han svarer, at politik ikke kun skal bestå af mennesker, som eksempelvis aldrig har haft erhvervserfaring.

- Men det er klart med de oplysninger, der kommer frem nu, så kan man sagtens sige, lyder det fra Boje Mathiesen, der afbryder sig selv:

- Jeg synes faktisk, at vi som parti er gået langt for at undersøge, om der var noget. Jeg kan jo hverken som partiformand eller som menneske anden end prøve at gardere mig, siger han og henviser til, at han har bedt om en række erklæringer.

- Og så kigge manden i øjnene og håbe på, at han fortæller sandheden. Det gjorde han så ikke i det tilfælde, siger Boje Mathiesen.

Harris har understreget, at han ikke mener, at han har foretaget "noget forkert eller ulovligt".

/ritzau/

TjekDet - faktatjek