Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 05/08/2026 - 02:28

En person meldes dræbt i Kyiv efter et russisk angreb

Ifølge Kyivs militære administration er en kvinde blevet dræbt og 12 personer såret efter russisk angreb.

Evgen Kotenko/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En kvinde er død, og mindst 12 personer er kommet til skade efter et russisk angreb på den ukrainske hovedstad, Kyiv, natten til onsdag.

Det melder byens militære administration ifølge nyhedsbureauet AFP på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

Landets luftvåben har desuden advaret om ballistiske missiler.

En luftalarm blev afblæst efter omkring en time og 25 minutter, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tidligere på natten meldte Vitalij Klytjko, der er borgmester i Kyiv, at man frygtede, at flere var fanget under murbrokker, efter at russiske luftangreb havde ramt et hus i byen.

Det skrev han ifølge AFP på Telegram.

Han skriver videre på Telegram, at tre af de tilskadekomne som følge af angrebene er blevet indlagt på hospitalet. En er i alvorlig tilstand, skriver han.

Begge sider har i de seneste uger optrappet deres langdistanceangreb mod hinanden. I juli mere end fordoblede Rusland sin brug af missiler. Det viser en analyse fra AFP.

Landene angriber jævnligt hinanden. Ukraine har intensiveret sine angreb på civil infrastruktur, herunder olie- og gasanlæg samt logistiske mål i Rusland.

Lørdag blev ti personer dræbt, og 30 blev såret i russiske angreb på Kyiv og byens forstæder. Samtidig sænkede ukrainske droner et enormt russisk containerskib i Sortehavet, skriver AFP.

Tirsdag morgen blev fem personer dræbt, og ti blev såret under angreb mod lagre tilhørende den russiske e-handelsgigant Wildberries i den russiske region Moskva.

I mellemtiden har Ukraine fordømt en video, der viser en mand blive jagtet af en drone i byen Kherson. Ukraine har kaldt det for en bevidst jagt på civile, skriver AFP.

FN's menneskerettighedsobservatører har udtrykt bekymring over det stigende antal civile tab, som har nået det højeste niveau siden Ruslands invasion i februar 2022.

RITZAU

TjekDet - faktatjek