Washington D.C., 05/06/2026 - 01:12
Trump dropper jubilæumskoncerter og sætter sig selv på plakaten
Trump aflyser efter en række afbud koncerter i Washington D.C. I stedet vil han gå på scenen ved vælgermøde.
Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, vil onsdag den 24. juni holde et vælgermøde i landets forbundshovedstad, Washington D.C., i forbindelse med fejringen af USA's 250-års jubilæum.
Det skriver han torsdag aften i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.
- For at fejre vores lands 250 års historie vil vi afholde det største vælgermøde nogensinde - direkte! Det vil være særligt på mange niveauer - et vælgermøde over alle vælgermøder!, skriver præsidenten.
Meldingen kommer, efter at en række musikere har aflyst deres optrædener i forbindelse med fejringen af jubilæet.
- Vi gider ikke at have sangere uden talent - men med store honorarer - til at lulle jer i søvn. Så vi har sagt til dem, at de skal blive hjemme, skriver Trump og tilføjer:
- Alt, hvad vi ønsker, er jer, mig, nogle få talere og den bedste musik, der nogensinde er blevet spillet - den samme musik, som I har lyttet til i årevis.
Allerede i sidste uge luftede Trump ideen om at aflyse hele rækken af koncerter, som var planlagt fra 25. juni til 10. juli, og erstatte dem med en tale fra ham selv.
Blandt de musikere, der forinden havde aflyst deres koncerter, er navne som rapperen Young MC, sangeren Morris Day, soulgruppen The Commodores, forsanger Bret Michaels fra bandet Poison og countrysangeren Martina McBride.
Ifølge det britiske medie BBC har flere af kunstnerne givet udtryk for, at de trækker sig fra koncerterne, fordi de er blevet vildledt om jubilæumsarrangementets "politiske tilhørsforhold".
Arrangørerne, Freedom 250, har afvist, at koncertrækken er politisk.
Freedom 250 er et offentligt-privat partnerskab, som er etableret af Det Hvide Hus, og som koordinerer arrangementer, der afholdes i forbindelse med USA's 250-års jubilæum.
Vælgermødet den 24. juni bliver dog ikke helt uden livemusik.
Countrysanger Lee Greenwood og tenor Christopher Macchio går ifølge præsidenten på scenen ved fejringen. Både Greenwood og Macchio har tidligere optrådt ved Trumps vælgermøder.
/ritzau/




