København, 08/05/2025 - 06:51
PSG-træners alvorssnak blev vendepunktet i stor sæson
Luis Enriques forklarer PSG's forvandling med en solid indsats fra spillerne og et krævende træningsmiljø.
Thibault Camus/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
Paris Saint-Germain-cheftræner Luis Enrique roser sine spilleres mentalitet og evne til at stå imod efter holdets 2-1-sejr over Arsenal onsdag aften i returkampen i Champions League-semifinalen.
Det sikrede en samlet sejr til PSG på 3-1, og holdet har nu chancen for at vinde det fornemmeste europæiske klubtrofæ for første gang nogensinde.
Det så ellers ikke sådan ud i de tidlige stadier af efterårets ligaspil i Champions League. Efter de første fem kampe havde franskmændene blot samlet fire point, men derfra vendte det.
- Jeg kan ikke huske det nøjagtige tidspunkt, men da vores resultater i Champions League var katastrofale, og det føltes uretfærdigt, tog jeg en snak med spillerne. Vi holdt et møde med staben og spillerne og blev enige om, at vi var et af de bedste hold i Europa.
- Effektiviteten var der ikke endnu, men jeg sagde til dem: "Slap af, vi fortsætter". Spillerne har været uovertrufne siden da. Det her er et smukt øjeblik for vores fans, siger Enrique.
Spanieren, der har været i PSG siden 2023, kan ikke fremhæve en specifik forklaring på, at skuden vendte, men roser spillernes daglige indsats i et krævende træningsmiljø. Noget, der er blevet ændret undervejs.
- Det første år gjorde vi et godt stykke arbejde, men det var ikke nok. Jeg sagde til dem, at hvis jeg ikke begyndte at se en anden mentalitet ved hver træning, ville jeg forlade klubben. I år var hver eneste træning på højeste niveau - spillerne var enestående, siger Enrique.
Den 55-årige træner, der er kendt for sin livlige fremtoning på sidelinjen, siger, at han har lært at beherske sine følelser for at bevare fokus og være et godt eksempel for sit hold.
- Hvis jeg viste mine følelser, ville jeg blive udvist i hver eneste kamp. Jeg er nødt til at slappe af, så mine spillere forstår, at det vigtigste er at have den rigtige mentalitet, lyder det fra Luis Enrique.
PSG vil nu forberede sig på klubbens første Champions League-finale siden 2020 i håb om at vinde den titel, som franskmændene altid har haft svært ved at vinde trods ambitioner om det.
Anføreren Marquinhos, som har været i klubben siden 2013, roser cheftræneren.
- Han forbedrede holdet med ét skridt ad gangen. Da han kom, så han, at der var meget, der skulle ændres - især med hensyn til mentaliteten. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, siger han.
Franskmændene skal i finalen møde italienske Inter, som tirsdag aften slog FC Barcelona ud i et medrivende drama i Milano.
/ritzau/Reuters