Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 25/03/2026 - 19:18

Trump besøger Kina i maj efter Iran-krig udsatte planlagt møde

Ifølge Det Hvide Hus er en ny dato for topmødet mellem USA og Kinas præsidenter på plads.

Evelyn Hockstein/Reuters

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, skal mødes med den kinesiske præsident, Xi Jinping, i Kinas hovedstad, Beijing, den 14. og 15. maj.

På et senere tidspunkt vil Jinping besøge Trump i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.

Det oplyser Det Hvide Hus onsdag ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

- Jeg er glad for at kunne meddele, at præsident Trumps længe ventede møde med præsident Xi i Kina nu vil finde sted i Beijing den 14. og 15. maj, siger talsperson Karoline Leavitt.

Trump bad tidligere på måneden om at få udskudt et planlagt topmøde med Jinping på grund af USA's angreb i Iran.

- Jeg ønsker at være her. Jeg er nødt til at være her, føler jeg. Jeg tænker, at det er vigtigt, at jeg er her, lød det fra Trump.

Ifølge Det Hvide Hus' talsperson, Karoline Leavitt, var der forståelse fra Xi Jinping om at udskyde mødet.

De to præsidenter mødtes senest i oktober til et topmøde, der foregik i Sydkorea.

I den forbindelse gik Trump med til at sænke tolden på kinesiske varer. Kort efter valgte Kina at suspendere en toldstigning på amerikanske varer i et år.

Donald Trump sagde i et interview med det amerikanske medie NBC News i februar, at han senere på året er vært for et møde med Jinping.

Udmeldingen kom, mens de to lande, som udgør verdens to største økonomier, forsøgte at genstarte de diplomatiske forbindelser efter en længere handelskrig sidste år.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek