Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 17/08/2026 - 14:46

Trump truer med at bombe Oman

Hvis Oman står i vejen for forhandlinger mellem USA og Iran, vil USA bombe Oman, truer Trump.

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, truer mandag med at bombe Oman, hvis landet kommer i vejen for forhandlinger mellem USA og Iran om Hormuzstrædet.

Det siger Trump i et interview med Fox News.

Meldingen fra den amerikanske præsident kommer, mens en våbenhvile mellem USA og Iran snart står til at udløbe.

USA og Iran blev i midten af juni enige om et forståelsespapir, som forpligtede de to lande til at forhandle om en endelig fredsaftale inden for en periode på 60 dage.

Den seneste tid har der været flere meldinger om forhandlinger mellem Iran og Oman om en aftale om sejlads i Hormuzstrædet.

Hormuzstrædet er en af verdens vigtigste handelsruter. Omkring en femtedel af verdens olie og gas blev tidligere transporteret gennem det smalle stræde, som ligger mellem Iran og Oman.

Mandag oplyser Esmail Baghaei, der er talsperson for Irans udenrigsministerium, til det iranske nyhedsbureau Tasnim, at forhandlingerne mellem Iran og Oman er komplekse, men fortsætter.

Det skriver CNN.

Flere gange har det tidligere lydt, at en aftale om Hormuz skulle være lige på trapperne. Men ifølge Baghaei er årsagen til forsinkelsen, at "flere aktører forsøger at udøve indflydelse på processen".

Han oplyser desuden, at Iran og Oman er blevet enige om en transitrute gennem strædet, men at en endelig aftale og herunder en fælles erklæring endnu ikke er på plads.

RITZAU

TjekDet - faktatjek