Ramallah, 23/04/2025 - 13:47
Palæstinensisk leder beder Hamas lægge våbnene og overdrage Gaza
Mahmoud Abbas har kritiseret Hamas for, at angrebet 7. oktober 2023 gav Israel et påskud for krigen i Gaza.
Mohamad Torokman/Reuters
Af: /ritzau/
Den militante bevægelse Hamas skal afgive ansvaret for Gaza, lægge sine våben og omdanne sig selv til et udelukkende politisk parti.
Det siger præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre Mahmoud Abbas under et møde i Ramallah på Vestbredden, skriver Reuters.
- Hamas er nødt til at overdrage ansvaret for Gaza og sine våben til Det Palæstinensiske Selvstyre og omdanne sig til et politisk parti, siger Abbas.
Hamas har både en politisk og en væbnet afdeling.
Mahmoud Abbas tilhører partiet Fatah og står som selvstyrepræsident i spidsen for Vestbredden, der er besat af Israel.
Hamas har ikke umiddelbart kommenteret udmeldingen fra selvstyrepræsidenten.
Bevægelsen har haft magten i Gaza siden 2007.
Året inden vandt Hamas det palæstinensiske valg og etablerede en enhedsregering sammen med Fatah.
En voldelig konflikt mellem de to partier satte dog en stopper for samarbejdet, og mens Hamas fik magten i Gaza, etablerede Mahmoud Abbas og Fatah en separat regering på Vestbredden.
Abbas har tidligere kritiseret Hamas for angrebet på Israel 7. oktober 2023, fordi det gav Israel et påskud for at indlede krigen i Gaza.
Ved angrebet på Israel blev cirka 1200 mennesker slået ihjel og 250 taget som gidsler. En del er blevet frigivet, men der er fortsat 59 gidsler tilbage i Hamas' varetægt i Gaza, hvoraf 35 er konstateret døde.
Under mødet i Ramallah siger selvstyrepræsidenten, at Hamas skal løslade de tilbageværende gidsler.
- Hamas har givet den kriminelle besættelse undskyldninger for at begå forbrydelser i Gaza. Den mest fremtrædende er tilbageholdelsen af gidsler, lyder det fra Abbas, som med "besættelse" henviser til Israel.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har svoret, at det israelske militær vil fortsætte krigen mod Hamas i Gaza, indtil Hamas er nedkæmpet, og de resterende gidsler er frigivet.
/ritzau/