Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Los Angeles, 11/03/2023 - 08:00

Oscarshowet skal rejse sig efter sidste års skandale

Will Smith fik med en lussing oscaruddelingen på alles læber. Men fadæsen kan vise sig givtig ved årets show.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det sendte chokbølger gennem stjerner, publikum og tv-seere, da skuespilleren Will Smith ved sidste års oscarshow blev så rasende på komikeren og værten Chris Rock, at han under showet marcherede op på scenen og tildelte ham en syngende lussing for rullende kameraer.

Pludselig var det fine og ellers meget politisk korrekte oscarshow forvandlet til et pinligt øjeblik, som akademiet, der står bag uddelingen, ikke fik reageret på, før det var for sent.

Der blev endda senere på aftenen uddelt en pris til Will Smith, der fik lov at holde en takketale for et måbende publikum.

Og efterfølgende var det ikke showets priser, der var samtaleemnet. Det var lussingen.

I år skal det prominente oscarshow rejse sig igen. Men efter årevis med faldende seertal og dalende popularitet kan sidste års fadæse vise sig at være en appelsin i turbanen for showet.

- Helt kynisk, så tror jeg faktisk ikke, at den skandale er så dårlig for seertallene, siger filmekspert Ann Lind Andersen fra What2Watch.

Elementet af "hvad skete der lige der" kan nemlig generere noget hårdt tiltrængt opmærksomhed.

Oscarshowet kæmper for at tiltrække især de yngre seere - dem, der ikke ser flow-tv, og som er vant til at følge stjernerne på Instagram og TikTok og derfor ikke nødvendigvis tænder for et tv-show for at få et glimt af dem.

- Men det bliver jo sådan, at der kan ske hvad som helst til oscarshowet. Det har vi også set før - det er ikke mange år siden, hvor vi også så skandalen, at det var den forkerte film, der blev udnævnt som vinder af Bedste Film.

I 2017 blev en forkert kuvert overrakt til Faye Dunaway og Warren Beatty på scenen, og de fik annonceret filmen "La La Land" som vinder af kategorien, men det var retteligt "Moonlight", der skulle have æren.

Fejlen blev opdaget, mens holdet bag "La La Land" var i fuld gang med takketalen, og det var et akavet øjeblik, da statuetterne i stedet måtte gå videre til deres konkurrenter.

- Så at det er et show, hvor der kan ske de her kæmpemæssige fuckups, det gør, at man måske - i hvert fald nogen - tænker, at "vi hellere må se det og være sikre på, at vi ikke går glip af noget", forklarer Ann Lind Andersen.

Dengang var komikeren Jimmy Kimmel vært, og det er også ham, der i år skal forsøge at styre slagets gang uden for mange uheld - og uden for mange referencer til sidste års skandale.

- Jeg tror, at man prøver at ignorere det. Jeg tror, at vi kommer til at se det refereret til i en enkelt joke fra Jimmy Kimmel, men det vil være det. Ellers prøver man at putte det i glemmebogen, siger Ann Lind Andersen.

Will Smith skal ingen regne med at se til oscarshowet de næste ti år, hvor han er udelukket. Men ellers er der ikke taget nogle forholdsregler, der skal sørge for, at sådan en situation som sidste år ikke kan ske igen.

- Akademiet holdt nogle møder efterfølgende for at snakke om, om man skulle til at indføre regler. Men man kan jo ikke gardere sig mod alt.

- Så skal man begynde at lave regelsæt for alt og sige, at man ikke må slå på scenen, og det er alligevel for langt ude, siger Ann Lind Andersen.

Oscarshowet løber af stablen natten til mandag dansk tid.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek