Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Berlin, 16/02/2023 - 10:56

Ekspert: Årets Berlinalen viser en filmindustri tilbage i topform

Festivalen i den tyske hovedstad begynder torsdag og varer frem til 26. februar. Flere danske film deltager.

Philipp Znidar/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Filmindustrien er tilbage i fuld flor efter coronapandemien.

Det vidner dette års Berlinalen om, vurderer filmekspert Scott Roxborough.

Festivalen begynder torsdag i den tyske hovedstad og varer frem til 26. februar. Hovedpriserne, Guldbjørnen og Sølvbjørnen, uddeles 25. februar.

- Filmindustrien er på vej ud af pandemien, den er på vej til at genoplive sig selv, siger Roxborough ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han er chef for det europæiske kontor for mediet Hollywood Reporter.

- Det bliver her i Berlin, at vi virkelig kommer til at se de grønne skud for fremtidens film, siger han.

Festivalen, som blev født i et Berlin, der var splittet mellem øst og vest, har i sin 73 år lange levetid altid haft et politisk fokus. Og det fokus bliver kun styrket efter et år med krig i Ukraine og anti-regeringsprotester i Iran.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, ventes at tale på en videoforbindelse under åbningsgallaen, meddelte festivalarrangørerne onsdag.

Der er flere film på programmet med Ukraine og Iran som omdrejningspunkt, herunder filmen "Superpower". Det er et portræt af netop den ukrainske præsident skabt af Sean Penn og Aaron Kaufman.

Filmen blev til, mens russiske kampvogne rullede over grænsen til nabolandet.

Film, som er støttet af enten den russiske eller den iranske regering, er udelukket fra Berlinalen.

Danske Malene Chois første spillefilm, "Stille liv", deltager i festivalens Panorama-program for nye, utraditionelle film. Filmen er et stille drama om transnational adoption.

Også TV 2 og Zentropas dramakomedieserie "Agent" er udtaget i Berlinale Series. Den er skrevet og instrueret af Nikolaj Lie Kaas. Også Amalie Maria Nielsens afgangsfilm fra 18Frames, "Sværddrage", deltager i kortfilmsprogrammet.

/ritzau/

København, 02/10/2023 - 12:10

Aura: På forunderlig vis er jeg blevet mor

Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix

Aura er for nylig blevet mor for første gang, og derfor må musikeren flytte en række af sine koncerter for at hellige sig familien.

Musikeren Aura må flytte en række af sine annoncerede koncerter.

Aura blev for nylig mor for første gang. Og derfor er hun nødt til at tænke og leve anderledes og ikke mindst prioritere anderledes for en tid.

Det oplyser hun i et længere opslag på Instagram.

- Som I sikkert allerede ved, har musik altid været den største del af mit liv, og jeres støtte har været ubeskrivelig og uvurderlig for mig. Som I sikkert også ved, er jeg på forunderlig vis blevet mor, og det har åbnet op for en helt ny verden af kærlighed og ansvar, skriver Aura blandt andet.

- På grund af denne særlige og helt naturligt krævende begivenhed i mit liv må jeg med tungt hjerte se mig nødsaget at flytte de fleste af mine koncerter for en kortere periode. Dette har været en ubeskrivelig og ganske svær beslutning. Men det er nødvendigt og vigtigt for mig at måtte have fokus på min lille familie i denne tid.

Aura udgav sidste år albummet "Life of a Rainbow", og det var i anledning af det album, at hun skulle have indledt sin turné i Rønne senere i oktober og sluttet af i slutningen af november i Næstved.

Aura, der bærer det borgerlige navn Maria Louise Joensen, albumdebuterede i 2008 med pladen "Columbine", der indeholdt hits som "I Will Love You Monday" og "Something From Nothing".

Siden har Aura udgivet tre plader, hvoraf det seneste, "Life of a Rainbow", udkom sidste år.

Den 38-årige sangerinde er blevet hædret med flere fornemme priser gennem sit musikalske virke. Blandt andet har hun modtaget flere Danish Music Awards-statuetter. Herunder i kategorien Årets Danske Kvindelige Kunstner og Årets Danske Hit for "Geronimo" tilbage i 2012.

/ritzau/

Læs Mere >>

Paris, 02/10/2023 - 11:32

Nikolaj Coster-Waldau gik catwalk med datteren

Mohammed Badra/Ritzau Scanpix

Den danske verdensstjerne Nikolaj Coster-Waldau har været ansigt for L'Oreal Paris siden 2018. Nu har han fået følgeskab af sin datter Safina Coster-Waldau.

Der var dansk stjernestøv på den røde løber til L'Oreal Paris' show søndag under modeugen i den franske hovedstad.

Game of Thrones-stjernen Nikolaj Coster-Waldau, som siden 2018 har været L'Oreal Paris' globale ansigt inden for hudpleje til mænd, gik på catwalken sammen med sin yngste datter, 19-årige Safina Coster-Waldau.

Sammen fremviste den celebre far-datter-duo næste års forårs- og sommerkollektion.

Det fremgår af en række billeder fra modeshowet.

Det var en sand stjerneparade, der havde indfundet sig på podiet.

Ud over Safina og Nikolaj Coster-Waldau var supermodellen Kendall Jenner, der er en del af Kardashian-klanen, de Oscar-vindende verdensstjerner Helen Mirren og Viola Davis samt skuespillerinderne Andie MacDowell og Eva Longoria på den stjernespækkede catwalk.

Sidste år var Nikolaj Coster-Waldau også på podiet for skønhedsmastodonten. Her akkompagnerede hans hustru, sanger og skuespiller Nukâka Coster-Waldau, den danske superstjerne.

Ud over Safina Coster-Waldau er parret også forældre til 23-årige Filippa Navarana Coster-Waldau.

Hun var også på podiet med sin verdensberømte far i 2021.

Begge Coster-Waldau-døtre er gået i deres forældres fodspor. Både som skuespillere - og nu også som L'Oreal-modeller.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/10/2023 - 10:00

FAKTA: Vær godt klædt på inden du booker

* Når du booker hotelophold på en bookingplatform, er der flere ting, du med fordel kan gøre.

* Undersøg, om du indgår en aftale med hotellet eller bookingplatformen. Det har betydning, hvis der opstår problemer, og du vil klage. Hvis bookingsiden for eksempel blot er formidler, skal det tydeligt fremgå, at den ikke er ansvarlig.

* Du kan undersøge, om andre kunder har anmeldt hotellet, og hvor tilfredse de har været.

* Tænk over dine behov, før du søger. Det kan være nemt at lade sig friste af gode tilbud. Derfor bør du overveje, om du for eksempel har brug for et hotel tæt på centrum, en afbestillingsforsikring eller har andre ønsker.

Kilde: forbrug.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 02/10/2023 - 10:00

Sådan bliver du snydt når du booker hotel

Clara Margais/Ritzau Scanpix

Du bør ikke bare gå efter det første og det bedste, når du booker hotelophold via bookingplatforme. Flere hoteller betaler for at ligge højt på listen.

Når du skal bestille din næste rejse til London, Paris eller Rom, bruger du sikkert en af de mange bookingplatforme til at finde et sted at bo.

Men faktisk finder du ikke nødvendigvis det bedste hotel på den måde. For hos mange platforme betaler hoteller for at ligge højere på udvalgslisten.

Det viser en undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som har dykket ned i bookingportalernes søgemekanismer.

- Hvis man kigger på de første mange sider på en platform, så har næsten alle hoteller købt et rangeringsboost. Enten permanent eller i en afgrænset periode, hvor man betaler til platformen for at komme højere op på listen, siger souschef Andreas Maaløe Jespersen fra styrelsens forbrugerpolitiske center.

Ifølge analysen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er hotellernes chance for at valgt blive af kunderne større, jo højere en rangering, de har.

Og det kan være dårligt nyt for forbrugerne.

- Som kunde får man ikke noget ud af, at et hotel har købt sig længere op på listen. Det gør det ikke billigere for kunden, og man får ikke nødvendigvis et bedre hotel, siger Andreas Maaløe Jespersen.

Men bookingportalerne gør også livet lidt lettere som forbruger, fordi de samler diverse udbydere på en overskuelig liste. Så hvis du gerne vil bruge bookingportalerne til at booke dit næste hotelophold, er der flere steder, hvor du kan sætte ind.

Går du op i prisen, kan du sortere listen, så hotellerne rangeres fra lav til høj pris. Dermed får du vist hotellerne efter pris og ikke rangeringsboost.

Derudover kan du forsøge at være så nøjagtig som muligt, når du leder efter et hotel.

For jo mere præcis, du kan være, jo mindre kommer hotellernes forudbetalte rangering til at spille ind.

Derudover kan det være godt givet ud selv at afsøge markedet, forklarer Andreas Maaløe Jespersen.

- Hvis man finder et hotel, man godt kan lide, kan man prøve at undersøge, om det koster mindre andre steder, eller om man kan få et bedre tilbud ved at kontakte hotellet direkte, siger souschefen.

Du har sikkert også mødt udsagn som "book nu" eller "kun tre værelser tilbage" på bookingsider. Men der er sjældent grund til panik.

- Du kan næsten altid finde et bedre eller lige så godt tilbud andre steder. Så man skal ikke føle sig presset til at træffe en hurtig beslutning.

- Der er masser af hoteller, medmindre man skal til en meget lille by og kun vil bo et bestemt sted. Men her kan det bedre betale sig at bruge tid på at finde noget andet end at lade sig presse til at booke noget, siger Andreas Maaløe Jespersen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv