Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 05/06/2026 - 15:21

Antallet af nye job i USA slår forventningerne igen

For tredje måned i træk overrasker udviklingen i antallet af job i USA positivt. I maj steg antallet 172.000.

Win Mcnamee/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Antallet af job uden for landbruget i USA steg med 172.000 i maj.

Det viser en jobrapport fra USA's kontor for arbejdsmarkedsstatistik.

Antallet af nye job er højere, end analytikere havde ventet. Økonomer spurgt af Dow Jones Newswires og Wall Street Journal havde forventet en vækst på 80.000, skriver AFP.

Tallet for, hvor mange nye job - uden for landbruget - der blev skabt i landet, kaldes også for kongetallet.

Det stiger normalt fra måned til måned. Det skyldes, at befolkningen og arbejdsstyrken i USA normalt stiger over tid. Typisk ses fald i tallet kun ved større tilbageslag i økonomien.

Andelen af arbejdsløse ligger fortsat på 4,3 procent, hvilket også var tilfældet måneden før.

I marts og april steg antallet af job uden for landbruget i USA også mere, end analytikerne havde ventet på forhånd.

I jobrapporten for maj er stigningen i antallet af job i marts og april endda blevet opjusteret.

Sammen med en stærk stigning i maj får det Allan Sørensen, som er cheføkonom i Dansk Industri, til at kalde det "en af de bedste jobrapporter under Donald Trump".

- Det er en overraskende god jobrapport, som giver forhåbninger for aktiviteten i amerikansk økonomi. Beskæftigelsesfremgangen vidner om pæn vækst i USA, skriver han i en kommentar.

I maj var det inden for servicesektoren, i lokalstyrer og inden for sundhedssektoren, at der blev skabt nye job. Til gengæld faldt beskæftigelsen inden for finanssektoren. Det fremgår af jobrapporten.

Søren Kristensen, som er cheføkonom i AL Sydbank, pointerer, at et stærkt amerikansk arbejdsmarked gør det svært for den nye chef for den amerikanske centralbank, Kevin Warsh, at sænke renten i år.

- Det er bestemt godt nyt, men det betyder også, at behovet for en rentenedsættelse i USA ikke er overvældende, skriver han i en kommentar.

Warsh blev taget i ed som USA's nye centralbankchef 22. maj.

Han kommer ind efter en længere periode, hvor USA's præsident, Donald Trump, har udtrykt utilfredshed med Warshs forgænger på posten, Jerome Powell.

Trump har krævet, at Powell sænkede styringsrenten mere.

Det er den amerikanske centralbank, der styrer USA's rente og bestemmer, om der skal sendes flere penge ud i systemet, eller om der skal trækkes penge ud af det.

Pengepolitikken skal sikre, at beskæftigelsen er så høj som mulig, samtidig med at priserne udvikler sig stabilt.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek