København, 03/06/2026 - 22:40
Trump tror på fremskridt i forhandlinger med Iran i weekenden
Igen siger USA's præsident, Donald Trump, at der er udsigt til potentielle forhandlinger med Iran.
Af: /ritzau/
Den amerikanske præsident, Donald Trump, tror, at der kan ske fremskridt i forhandlinger med Iran i løbet af den kommende weekend.
Det siger han ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP sent onsdag aften dansk tid.
- Jeg hører, at forhandlingen i sig selv faktisk går rigtig godt, siger han og tilføjer ifølge AFP om en potentiel aftale:
- Det kunne ske i weekenden.
Ifølge Reuters siger præsidenten dog også:
- Måske sker det ikke.
Han siger videre, at USA vil hente Irans berigede uran "på et tidspunkt i en ikke alt for fjern fremtid", skriver Reuters.
Afhentningen af det mellemøstlige lands uran er en del af den aftale, der er ved at blive udformet, uddyber Trump.
Irans uranberigelse har været et af de største stridspunkter i forhandlingerne mellem Iran og USA.
Trump har desuden begrundet de amerikanske angreb i landet den 28. februar med, at USA ikke vil lade Iran udvikle en atombombe.
Iran har afvist, at det er det, der er formålet med uranberigelsen. Berigelsesprogrammet bruges kun til civile formål, har landets ledere sagt. Andre mener, at Iran i hemmelighed udvikler atomvåben.
/ritzau/




