Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Budapest, 20/07/2026 - 00:41

Verdens bedste kvindelige skakspiller kan blive Ungarns næste præsident

Ungarns nye premierminister har indført en række ændringer og afsat præsidenten, som var allieret med Orbán.

Peter Kohalmi/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ungarns premierminister, Péter Magyar, vil bede Judit Polgar, der i vid udstrækning betragtes som den bedste kvindelige skakspiller nogensinde, om at blive Ungarns næste præsident.

Det siger Magyar ifølge nyhedsbureauet Reuters i et opslag på Facebook søndag.

- Jeg skal mødes med hende i morgen, og jeg vil spørge hende om, hvorvidt hun er klar til at tjene vores land i en ny rolle, indtil den nye forfatning er stemt igennem.

- Judit Polgars navn har været ensbetydende med talent og vedholdenhed i årtier, lyder det fra Magyar.

Præsidentembedet har mest symbolsk betydning i Ungarn.

Judit Polgar og hendes to søstre, Sofia og Susan, samt den ungarske skakspiller Ildikó Mádl vandt skakolympiaden i 1988 for Ungarns kvindelige landshold.

Efterfølgende spillede Judit Polgar i turneringer mod mænd og blev en af de bedste spillere i en mandsdomineret sportsgren.

I februar udkom "Queen of Chess" - der betyder "dronningen af skak" - på Netflix, og den handler om Judit Polgar.

Meldingen fra Magyar kommer, dagen efter at den tidligere præsident Tamas Sulyok underskrev en forfatningsændring om at afsætte ham som statsoverhoved. Lovændringen var stemt igennem af Magyars parti, Tisza.

Tamas Sulyok var allieret med den tidligere premierminister Viktor Orbán.

Magyar vandt et jordskredsvalg over Orbán i april med løftet om det, han kaldte et regimeskifte, efter Orbáns 16 år ved magten.

Tisza, der er Magyars parti, har to tredjedele af sæderne i Ungarns parlament, hvilket giver det magt til at ændre alle landets love, skriver Reuters.

Ungarns næste præsident vil blive indsat i en periode på maksimalt fem år.

Polgar har ikke umiddelbart besvaret en anmodning om en kommentar fra Reuters.

RITZAU

TjekDet - faktatjek