København, 07/07/2026 - 18:11
Mads Pedersen hylder sit mandskab efter Tour-triumf
Mads Pedersen har erobret pointtrøjen i Tour de France, men den er først noget værd i Paris, fortæller han.
Loic Venance/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mads Pedersen (Lidl-Trek) er yderst tilfreds efter sin triumf på 4. etape i Tour de France.
- Det er fantastisk. Især nu når der er skrevet over det hele, at jeg var den største favorit i dag, siger Pedersen til TV 2 efter tirsdagens etapesejr.
- Jeg kom i udbrud med to holdkammerater, der bare kørte som motorcykler hele dagen, og vi kontrollerede det hele vejen til målstregen.
Etapen blev afgjort i en spurt i et udbrud, hvor den danske cykelstjerne var suveræn.
Pedersen åbnede selv spurten og slog hurtigt et hul til konkurrenterne. Det er hans tredje etapesejr i Touren i karrieren.
Holdkammeraten Quinn Simmons blev nummer to og cementerede en stor Lidl-Trek-dag.
Det er "endnu sjovere" at vinde, når han og holdkammeraterne kører så godt sammen som hold, fortæller Pedersen.
Mathias Vacek, der også kører for Lidl-Trek, har desuden overtaget løbets ungdomstrøje efter etapen.
Og derudover har Mads Pedersen overtaget løbets grønne pointtrøje, men det betyder umiddelbart ikke det store for danskeren.
Han understreger, at trøjen først har værdi, hvis han stadig bærer den, når feltet har krydset målstregen i Paris på den sidste etape.
RITZAU




