København, 17/05/2025 - 18:37
Regeringen vil straffe dømte med hårdt arbejde i stedet for fængsel
Regeringen præsenterer snart et udspil til en ny strafreform. Den indeholder alternativ til fængselsstraf.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Nogle dømte skal i fremtiden kunne afsone deres straf ved hårdt arbejde langt fra deres hjemlige rammer i stedet for ved at blive sendt bag tremmer.
Det mener regeringen, der er på trapperne med et udspil til en ny strafreform.
Det siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), som i denne sammenhæng udtaler sig som Moderaternes chefforhandler i reformarbejdet, til Berlingske.
- Det kan være, de skal have et job i landbruget i stedet. Det kan være, at en maskinfabrik på Fyn eller i Jylland skal tage en knægt fra København, som er kommet i dårligt selskab. Det kan være en helt tredje type job, siger han.
Det er i forvejen muligt at blive straffet med samfundstjeneste, hvilket vil sige arbejde, som man dømmes til at udføre i sin fritid, så man kan blive boende hjemme.
Men her vil regeringen altså geografisk flytte den dømte væk fra vedkommendes normale løbebane.
Det er ikke alle dømte, der skal kunne bytte en fængselsdom med arbejdshandsker, understreger han. Som udgangspunkt må man nemlig ikke være dømt for personfarlig kriminalitet, hvis det skal være en mulighed.
I visse tilfælde skal man dog skelne mellem dem, som eksempelvis har stukket en knytnæve ud i nattelivet, og dem, som er "vanekriminelle", lyder det.
Ifølge ministeren risikerer dømte at ende i det, han kalder "kriminalitetskarrusellen", hvor en tur i fængsel kan føre til en kriminel løbebane.
Forskning viser også, at det ikke nødvendigvis er godt at afsone i et fængsel, fortæller Lars Højsgaard Andersen, der er forskningsprofessor og chef for forskning i marginaliserede grupper hos Rockwool Fonden.
Det gælder eksempelvis dem, der har et arbejde, når de kommer i fængsel.
- Der er der en stor risiko for, at de mister deres job. Og derfor er der så en stor risiko for, at man falder tilbage i kriminalitet, fordi beskæftigelse er en af hovednøglerne. Det er der, hvor fodlænke og samfundstjeneste har været en succeshistorie.
- Så idéen om at bryde med tanken om straf som fængsel er ikke nyt, men det er bestemt heller ikke uden forskningsbelæg. Der kan være rigtig fornuftige grunde til at gøre det, siger Lars Højsgaard Andersen.
Berlingske skriver, at reformen ventes at blive præsenteret i den kommende uge.
Mens der lægges op til en mildere tilgang til de småkriminelle, bør straffe for grov og særdeles grov vold imidlertid fordobles, har unavngivne kilder i regeringen tidligere udtalt.
Herudover skal straffen for simpel vold øges med 50 procent.
Både justitsminister Peter Hummelgaard (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere sagt, at regeringen ønsker længere straffe for alvorlig personfarlig kriminalitet.
Det vil forøge kapacitetspresset på de i forvejen overfyldte danske fængsler, og derfor mener Lars Højsgaard Andersen også, at regeringens forslag om afsoning ved hårdt arbejde frem for i en fængselscelle har et "lavpraktisk element".
- Virkeligheden er bare, at kapacitetsbegrænsningerne er med til at diktere straffepolitikken. Sådan er det, siger han.
/ritzau/