Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 19/03/2025 - 07:00

Nyt job i kongehuset: Det har været en stor fornøjelse

Den tidligere DR-vært Nina Munch-Perrin er ny kommunikationschef for kongehuset, og det er hun rigtig glad for.

Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Af: Af Bertram Svarre Carlson, Ritzau Fokus

Der er en ny kommunikationschef i kongehuset.

Den tidligere DR-vært Nina Munch-Perrin overtog i februar jobbet fra Lene Balleby, der valgte at fratræde efter 17 år i stillingen.

Derfor har Nina Munch-Perrin nu også stiftet bekendtskab med den kongelige familie gennem sit nye arbejde.

- Det har været en stor fornøjelse. Det må jeg sige, siger Nina Munch-Perrin på den røde løber ved Tvprisen 2025.

Det var i en noget anden rolle end i hendes nye arbejde, at hun var til prisuddelingen. Hun var nemlig en del af den jury, der skulle finde vinderen af Bedste Nyheds- og Aktualitetsindhold, der gik til DR Nyheder for programmet "Horisont".

Nina Munch-Perrin har selv rig erfaring med tv. I knap seks år arbejdede hun for DR som nyhedsvært på TV Avisen.

Sidste år skiftede hun så til en ny stilling som ledende erhvervsredaktør for Berlingske.

Men det skiftede hun 1. februar ud med det nye job i kongehuset.

- Jeg fik en opringning, som man jo gør. Så var jeg til nogle samtaler, og så var der en proces. Det var sådan, det kom i stand, fortæller hun.

Til samtalerne snakkede hun med de forskellige chefer i kongehuset, men var også forbi kong Frederik og dronning Mary.

Hun ønsker dog ikke at gå dybere ind i, hvordan hendes interaktion med kongeparret har været.

- Det har været en stor fornøjelse, og jeg er rigtig glad for at have fået jobbet, siger Nina Munch-Perrin.

Den 49-årige journalist har været omkring store dele af mediebranchen.

Tidligere har Nina Munch-Perrin været en del af både National Geographic samt danske medier som Børsen, TV 2 og DR.

Fra 2015 til 2018 var hun kommunikationschef for interesseorganisationen Finans Danmark.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek