Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Genève, 22/07/2026 - 13:26

Dødstal runder 1000 under ebolaudbrud i DR Congo og Uganda

Næsten 2500 tilfælde af smitte med ebola er registreret i det centrale Afrika under det aktuelle udbrud.

Benediction Murhabazi/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Antallet af døde under det igangværende ebolaudbrud i DR Congo og Uganda har rundet 1000.

Det viser en opgørelse fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO), skriver nyhedsbureauet AFP.

999 personer, der var smittet med ebola, er bekræftet døde i DR Congo, mens to er bekræftet døde i Uganda.

I alt er næsten 2500 tilfælde af smitte med ebolavirus blevet bekræftet i de to lande. Dermed er dødeligheden foreløbigt cirka 40 procent.

Det er den sjældne Bundibugyo-variant af ebolavirusset, der driver udbruddet.

Der er ingen godkendt vaccine mod eller behandling af denne variant.

Ebola giver typisk influenzalignende symptomer som høj feber, hovedpine, hoved- og mavesmerter og kan føre til indre og ydre blødninger.

Virusset smitter ved tæt kontakt med smittede personers kropsvæsker.

Mandag advarede FN's organ for koordinering af humanitære indsatser (OCHA) om, at ebola risikerer at sprede sig i flygtningelejre i DR Congo.

Virusset er registeret i mindst 16 flygtningelejre i landet.

- Disse steder huser flere end 270.000 fordrevne mennesker, og overbelægning og begrænset adgang til basale faciliteter øger risikoen for overførsel af sygdomme, skrev OCHA i en udtalelse ifølge AFP.

FN og organisationens samarbejdspartnere har blandt andet installeret håndvaske i lejrene for at forbedre hygiejnen og forebygge smitte.

Ebola er blevet registreret i fem provinser i DR Congo.

I sidste uge advarede WHO's generalsekretær, Tedros Ghebreyesus, om, at smitten spreder sig hurtigere end under noget tidligere udbrud i landet.

En af WHO's største bekymringer er "det komplekse miljø, som udbruddet har fundet sted i", sagde Ghebreyesus med henvisning til en igangværende væbnet konflikt i DR Congo.

Udbruddet er det tredjestørste, der nogensinde er registreret i DR Congo.

RITZAU

TjekDet - faktatjek