København, 20/07/2026 - 22:08
Ung mand overfaldet og stukket med kniv i Tilst
Flere gerningsmænd har mandag overfaldet og stukket en ung mand med kniv i Tilst i det østlige Jylland.
Af: /ritzau/
En ung mand er mandag blevet overfaldet af flere gerningsmænd, som også har stukket ham med kniv.
Det skriver Østjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Casper Homann, der er vagtchef i politikredsen, siger til TV 2 Østjylland, at der er tale om en mand i 20’erne.
Det lyder, at manden er blevet stukket en enkelt gang i maveregionen.
Han er ifølge mediet kørt med ambulance til sygehuset, og han er uden for livsfare.
Politiet modtog en anmeldelse klokken 17.59 om knivstikkeriet, der skete på Langkærvej i Tilst.
Gerningsmændene flygtede efterfølgende fra stedet.
Det lyder, at man har været talstærkt til stede, og at der fortsat efterforskes i sagen.
TV 2 Østjylland skrev tidligere på aftenen, at politiet havde spærret et større område af omkring Langkærparken, hvor betjente afsøgte området med hunde.
Kort inden klokken 22.00 har politiet forladt området igen.
Det lyder til mediet, at man ikke har nogen anholdte.
Det vides ikke, hvor mange gerningsmænd der var involveret, og man kender heller ikke til motivet for overfaldet.
Politiet opfordrer på Politi Update vidner til at henvende sig, hvis man har set eller hørt noget angående episoden.
Ritzau har forsøgt at række ud til Østjyllands Politi for at få uddybet sagen.
RITZAU




