København, 05/12/2025 - 06:43
Minister vil standse voksende brug af antibiotika i svinestalde
I 2023 brugte den danske svineproduktion knap 73 ton antibiotika. Forbruget skal mindskes, siger minister.
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danske svin skal have mindre antibiotika.
Det slår minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) fast i en ny begrænsning af, hvor meget antibiotika der må bruges i svinestaldene.
Fra årsskiftet bliver grænseværdien i den såkaldte gult kort-ordning fra 2010 sænket med 20 procent.
Det skriver Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en nyhed. Der er helt konkret tale om besætningsejere med slagtegrise og fravænningsgrise.
En griseproducent kan få et gult kort - et påbud - af Fødevarestyrelsen, hvis producenten overskrider grænsen, der er sat for antibiotikaforbruget.
Dermed har producenten ni måneder til at nedbringe forbruget under grænsen igen og kan få ekstra tilsyn fra styrelsen - for egen regning.
Den ordning skærpes nu, da minister Jacob Jensen bemærker, at der er en stigning i antibiotikaforbruget i danske svinestalde.
- Antibiotika er et vigtigt redskab til behandling af syge grise, men det skal bruges med omtanke, siger ministeren.
De seneste år er forbruget i den danske svineproduktion steget, trods en politisk målsætning om at forbruget skal mindskes.
I 2023 brugte den danske svineproduktion knap 73 ton antibiotika, hvilket svarer til en stigning på to procent fra året forinden.
Det viser den seneste opgørelse over landbrugets forbrug af antibiotika, som Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Statens Serum Institut (SSI) står bag.
- Når vi kan se en stigning i forbruget, så har vi et ansvar for at handle for at beskytte både dyrenes sundhed og folkesundheden generelt, lyder det fra Jacob Jensen i ministeriets nyhed og tilføjer:
- Danmark er et af de førende lande i verden, når det kommer til at mindske brug af antibiotika, og den førerposition vil vi med dette tiltag holde fast i.
Han er ikke den første landbrugsminister, der har sat sig for at nedbringe antibiotikaforbruget i de danske svinestalde.
Det samme gjorde blandt andre hans forgænger Jakob Ellemann-Jensen i maj 2018 som nytiltrådt miljø- og fødevareminister, hvor han også satte en ny begrænsning for antibiotikaforbruget.
/ritzau/




