Silkeborg, 19/11/2024 - 14:28
FAKTA: Danske fodboldklubber med udenlandske ejere
Udlændinge sidder på magten i Brøndby, AaB, Vejle og FCN i Superligaen, og Silkeborg kan følge trop.
Claus Fisker Christensen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Silkeborg IF kan inden længe at skrive sig ind på listen over klubber, hvor udenlandske investorer sidder på aktiemajoriteten.
Her er listen over de øvrige danske klubber, hvor udlændinge har magten.
Superligaen:
* Brøndby IF: Det amerikanske investeringsselskab Global Football Holdings (GFH) overtog i oktober 2022 ejerskabet af Brøndby IF.
* FC Nordsjælland: Egyptiske Mansour Group har kontrolleret klubben siden begyndelsen af 2021.
* Vejle Boldklub: Andrei Zolotko fra Moldova ejer aktiemajoriteten.
* AaB: Sports Strategy Excellence 22 (SSE22), der er en tysk investorgruppe, ejer klubben.
1. division:
* Vendsyssel FF: Overtagelsen er endnu ikke gået igennem, men investorer fra blandt andet USA, Mexico og Spanien er gået sammen om at købe klubben.
* HB Køge: Amerikanske Capelli Sport, der producerer sportstøj, kontrollerer klubben.
* AC Horsens: Klubben blev i 2023 købt af den amerikanske mangemillionær William Harrison Binnie.
2. division:
* Aarhus Fremad: I marts 2023 købte den nigerianske it-milliardær Shola Akinlade 55 procent af aktierne i 2.-divisionsklubben.
* AB: Investorgruppen Five Castles Football Group LLC (FCFG) overtog i november 2022 aktiemajoriteten i klubben.
* FC Helsingør: Det spanske firma Never Say Never med Andrés Iniesta som en af grundlæggerne har sammen med Stoneweg engageret sig i ledelsen. Ifølge TV 2 Sport overtager de også aktiemajoriteten i klubben.
Kilder: Brøndby, Mansour Group, FCN, Vejle, HB Køge, AaB, FC Helsingør, Esbjerg, AB, Aarhus Fremad, bold.dk og TV 2 Sport.
/ritzau/




