København, 05/06/2025 - 12:57
Danmark deltager i Nato-øvelse med fregat og minerydningsdroner
Torsdag begynder Nato-øvelsen "Baltops" i Østersøen, hvor 16 landes soldater og besætningsmedlemmer træner.
Focke Strangmann/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danmark skal sammen med 15 andre nationer træne og operere sammen til søs, til lands og i luften torsdag, når den årlige Nato-øvelse i Østersøen med navnet "Baltops" går i gang.
Her deltager Danmark med fregatten "Absalon", som har en Seahawk-helikopter om bord, en stab fra søværnet, stabsofficerer fra den danske minerydningsstyrke og to minerydningsdroner.
Det skriver Forsvarsministeriet i en nyhed på sin hjemmeside.
9000 soldater og besætningsmedlemmer, 50 krigsskibe, 25 fly fra 16 nationer skal træne sammen i øvelsen, som af Rusland betragtes som forberedelser på en potentiel militær konflikt med landet.
Sådan lød det onsdag fra viceudenrigsminister i Rusland Aleksandr Grusjko til det russiske nyhedsbureau Tass i en udtalelse.
Ifølge Forsvaret har øvelsen til formål at "træne og øve Nato-enheders evne til at udføre integrerede sømilitære operationer sammen", lyder det på hjemmesiden.
- Det er en væsentlig mulighed for alliancen til at træne integrerede sømilitære operationer, herunder koordineret imødegåelse af trusler, siger flotilleadmiral Bo Overgaard i nyheden.
Han er næstkommanderende i søværnet og øverstkommanderende i den føringsstab i søværnet, som skal lede en gruppe på 11 skibe under øvelsen.
- Øvelsen viser, at det danske forsvar sammen med allierede har viljen til at anvende militære kapaciteter til at sikre fred, stabilitet og fri sejlads i Østersøen, tilføjer han.
I maj skrev den tyske avis Bild, at Rusland en måned tidligere end normalt tog hul på sin årlige øvelse i Østersøen.
Det russiske nyhedsbureau Interfax skrev ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Rusland i sidste uge sejlede 20 krigsskibe ind i området samt 3000 soldater og også luftbårne styrker.
Russiske øvelser i Østersøen er ikke usædvanlige, men den finske forsvarsminister, Antti Häkkänen, har sagt til det finske medie Yle, at den russiske aktivitet i farvandet er steget betydeligt.
"Baltops"-øvelsen blev afholdt første gang i 1971. Den ledes af USA's europæiske kommando, Eucom.
/ritzau/