Washington D.C, 13/05/2025 - 15:01
Inflationen i USA tog et lille skridt tilbage i april
I marts lød USA's inflation på 2,4 procent, men i april er den faldet en anelse til 2,3 procent.
Frederic J. Brown/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Inflationen i USA - det vil sige den årlige stigning i de amerikanske forbrugerpriser - blev opgjort til 2,3 procent i april.
Det viser en opgørelse fra det amerikanske beskæftigelsesministerium tirsdag eftermiddag dansk tid.
Til sammenligning lød den årlige stigning i de amerikanske forbrugerpriser på 2,4 procent i marts.
Inflationen holder sig dermed nogenlunde i ro, skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
- Det kunne for kort tid siden ellers se ud til at være en stakket frist, hvor voldsomme toldforhøjelser har haft potentialet til at trække den amerikanske inflation op.
- Men i øjeblikket blæser lidt mildere vinde over toldsituationen, og risikoen for en mærkbar stigning i den amerikanske inflation er dampet lidt af. Og inflationen holder sig i ro for nu, lyder det.
En decideret toldkrig mellem Kina og USA har udspillet sig de seneste uger, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, hævede toldsatserne som del af en større økonomisk plan.
Det førte til, at de to lande skiftevis hævede satserne på hinandens varer.
Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet.
Mandag lød det så fra begge lande, at man ville sænke de høje toldsatser på hinandens varer markant i en periode på 90 dage.
USA sænker tolden på kinesiske varer fra 145 procent til 30 procent, og Kina sænker sin told på amerikanske varer fra 125 procent til 10 procent.
Bjørn Tangaa Sillemann, der er chefanalytiker hos Danske Bank, regner med, at der vil gå noget tid, inden man vil se en eventuel indvirkning på inflationen.
Det skyldes, at mange selskaber i USA ifølge ham fik fyldt lagrene godt op med importvarer, inden tolden slog igennem.
De har altså i første omgang undgået en højere toldregning.
/ritzau/