København, 02/08/2026 - 21:12
Bo Svensson ser fortsat store mangler trods ny FCK-sejr
FC København giver for mange chancer væk og laver store individuelle fejl, mener cheftræner Bo Svensson.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
FC København kæmpede sig til endnu en sejr, da holdet søndag besejrede Silkeborg IF 3-1 på udebane.
Det krævede dog en stor individuel præstation af Mohamed Elyounoussi, som scorede hattrick og blev kampens helt.
Selv om cheftræner Bo Svensson glæder sig over de tre point, mener han fortsat, at københavnerne "kæmper med spillet".
- Vi er ikke godt nok afstemt i vores spil mod bolden, og det gælder ikke kun i forsvaret, siger han til klubbens hjemmeside.
- Silkeborg fik alt for meget plads til at spille i dybden, så det handler både om strukturen i holdet, og at vi lavede store individuelle fejl.
Silkeborg bragte sig foran i en første halvleg, hvor hjemmeholdet på Jysk Park med større skarphed kunne have scoret flere mål.
FCK's forsvar kiksede i flere aktioner, og målmand Dominik Kotarski måtte levere afgørende redninger for at holde gæsterne inde i kampen.
- Men også i det fremadrettede spil lavede vi for mange tekniske fejl med mange unødvendige boldtab og afleveringer, der ligger forkert, så der er stadig meget, der skal forbedres, siger Svensson.
Elyounoussis tre scoringer var dog nok til at sikre sejren, og FCK står nu med seks point efter de første to kampe i Superligaen.
Tidligere på ugen spillede københavnerne sig desuden videre i Conference League-kvalifikationen efter samlet sejr over ukrainske Polissya.
Torsdag venter ungarske Debrecen i næste kvalifikationsrunde.
RITZAU




